Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 24. marts

Som bestyrelse eller leder i en klub, kan det i disse corona-tider været svært at holde forbindelsen til medlemmerne. Samværet med medlemmerne er mange steder ikke eksisterende, og er det sportsklubber, kan der være nogle, der træner i små gruppe udendørs. Men også her lider det sociale samvær alvorligt på grund af restriktionerne.

Bestyrelsen i Ribe Ju-Jutsu har ikke alene talt om problemet. De har også gjort noget ved det. Der er sendt en besked ud til samtlige medlemmer om, at der i løbet af tre dage er mulighed for at hente en overraskelse – naturligvis udendørs og under iagttagelse af behørig afstand.

Ved den lille parkeringsrundkørsel ved Ribe Fritidscenter foregår uddelingen, og formand Camilla Prien Tobiasen og Lone Mathiasen forestod første uddeling onsdag sidst på eftermiddagen. 100 store påskeæg er klare til at skifte ejer, og første dag af uddelingen mødte adskillige medlemmer op for at få deres overraskelse men ikke mindst også for lige at sige hej til hinanden og høre, hvordan det går.

Blandt dem var 9-årige Magnus med far Casper, der selv har sort bælte og er aktiv træner både i Esbjerg og Ribe. Og både Magnus, der træner på børnehold, og Casper synes, det var en rigtig god ide med sådan en overraskelse.

– Det er så dejligt at blive mindet om, at der stadig er en klub. Og det er så dejligt at komme ud og snakke med de andre, lød det fra Casper.

Camilla Prien Tobiasen fortæller, at siden det har været muligt at træne udendørs, har fire hold været i gang hver uge.

– Vores elitekæmpere fra landsholdstruppen træner indendørs i deres egen lukkede gruppe, og her er vi andre forment adgang.

– Ud over det har vi ind i mellem stadig on-line træning og lidt anden aktivitet for at holde humøret oppe hos vores medlemmer, og så laver vi lige denne her overraskelse.

Camilla Prien Tobiasen fortæller videre, at man glæder sig til, at der igen bliver lukket op.

– Vi har intet hørt fra vores forbund endnu, men så snart vi får noget, indkalder vi ledere og trænere og finder ud af, hvordan vi igen kommer i gang igen.

Der var rift om de dejlige påskeæg – mor tog med til de mindste børn.

Det var dejligt og mødes med kammeraterne