Tekst og fotos: Bo Børsen Hansen, søndag den 26. juli 2026.

Fuldt hus på Termansens 250726

Fuldt hus på Termansens 250726

Lørdag aften havde 50 publikummer, dvs. fuldt hus, søgt ly for regnen til koncert på Termansens med Piano Trio med Martin Schack på Steinway flyglet, Morten Ankerfeldt på bas og Janus Templeton på trommer.

I første sæt blev der spillet jazzimprovisationer.  Stemningen og temperaturen i lokalet steg som følge af den varme, indlevelse og virtuositet  der blev spillet med af de tre herrer.

Martin Schack præsenterede endda et par nye kompositioner. Først stykket Valkyrieren med inspiration fra sølvsmykke Marin havde fundet med metaldetektoren fra vikingetiden med valkyrier – som bekendt kvindelige krigsguder fra vikingetiden. Et meget smukt, stille og indlevelsesfuldt stykke!

Dernæst en komposition i form af en samba som hyldest og minde om den danske jazzmusiker og Martins mentor som ung, Finn Ziegler. Martin skrev stykket dagen efter Finn Zieglers død.

Inden pausen fulgte en stille ballade og en Cole Porter klassiker inklusiv en virtuost spillende Janus på trommer.

Jan Harbeck gæstesolist på sax

Jan Harbeck gæstesolist på sax

 

 

Efter pausen dukkede saxofonisten Jan Harbeck op som aftenens første gæstesolist.

Jan Harbeck spillede som vanligt med stor dygtighed, variation og varme.

Endnu en ny komposition fra Martin Schacks hånd blev spillet, ligeledes inspireret fra Martins fund med metaldetektoren, denne gang en arabisk sølvmønt fra år 791!

Alice Carreri gæstesolist

Alice Carreri gæstesolist

Som finale præsenterede Martin en gammel ven, sangerinden Alice Carreri som aftenens anden gæstesolist. Alice sang med en varm og dyb vokal, først et italiensk stykke og dernæst et amerikansk fra 1931 der handlede om et one night stand. Tænk det var fandtes i 1931…

Koncerten sluttede med balladen Heading Home og et ekstranummer.

Tak for en virtuost spillet, indlevende og varm koncert på Termansens lørdag aften – alle gik glade og opløftede hjem.

Det er et privilegium at bo i Ribe, der trods byens lidenhed takket være Martin Schack og de frivillige på Termansens har mulighed for at høre jazz koncerter af fineste karat på så fint, hyggeligt og intimt et spillested som Termansens.

Tak!