Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Rene Jørgensen
Fredag d. 28.7.2023

Vanen tro var det Bigband Ribe, der med både streetparade og koncert åbnede ballet. Selv om blev givet  to koncerter torsdag aften, var det først, da bigbandet havde spillet og der var blevet sagt et par ”borgerlige” ord, at festivalen formelt var åbnet.

I år var det en ny profil,  nemlig Ribes relativt nye domprovst Morten Thaysen, der leverede de ”borgerlige” ord.  Morten Thaysen er i vide kredsekendt som en stor musikelsker og talen var da også en kærlighedserklæring til festivaler i almindelighed og til Ribe Jazzfestival i særdeleshed.

Efter at Jazzin’Ribes formand Jakob Jakobsen havde budt velkommen, talte Morten Thaysen om alt det festivaler kan. F.eks. kan man møde sit hjertes udkårne eller man kan give sig totalt hen til fest og fadøl.

Hans oplevelse er at mange af de store festivaler fokuserer på de store stjerner, de store scener, de store græsmarker og fankulturen og at selv Folkemødet på Bornholm er en slags festival, hvor politikerne ønsker at træde ind i stjernerolle – med vekslende held. Kan man sige.

Ribes jazzfestival udmærker sig ved at være nær, og foregå lige midt i byens liv og miljø og at den, i stedet for at sætte fokus på stjernerne og det store publikum, sætter fokus på nærheden, samspillet, improvisationen og kontakten til de udøvende musikere.

Morten Thaysen opfordrede os alle til at benytte lejligheden og være sammen om de gode musikoplevelser og dermed gav han scenen videre til Big Band Ribe –  TAKE IT AWAY!!

Morten Thaysen åbner jazzfestivalen 2023