Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 3. marts.

Ribe Husmoderforening trives og har det godt. Foreningen er en af de store i Ribe, og den oplever en stadig vækst. Foreningen tæller i dag 274 medlemmer, og alene i 2019 kom der 43 nye medlemmer til.

Det fortæller formanden, Tove Laursen.

Foreningens formål er ”ved sammenkomster at skabe et forum for social, faglig og kulturel aktivitet for vores medlemmer”.

Programmet indeholder mange forskellige emner så som kendte ansigter – enten fra film, teater, radio eller TV, livsfortællinger, rejsebeskrivelser, musikalske aftener, forbrugeraften, virksomhedsbesøg, udflugter, plus bankospil og julefrokost.

Ribe husmoderforening holder i øvrigt generalforsamling og spisning onsdag den 4. marts i Multisalen i Ribe Fritidscenter, hvor møderne normalt holdes. Det er den 85. generalforsamling. Der er tilmeldt 150. Foreningen har i øvrigt stor deltagelse i de forskellige arrangementer, og der er sjældent under 120 deltagere.

Tove Laursen fortæller, at man i foreningen er rigtig glad for samarbejdet med fritidscentret.