Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 13. september

Rent sportsligt har det været et godt år for Ribe HK.

Damerne er rykket op i 3. division, der er sket en fastholdelse og udvikling af spillere på alle niveauer, og Ribe HK er kvalificeret til ungdomsdivision U18 piger, U16 drenge, U14 piger, U14 drenge såvel i 1. som 2. division.

I de fleste ungdomsårgange er der meldt to hold til, og i U14 er der tale om tre hold, hvoraf to af holdene spiller i divisionen.

Det kunne formanden for Ribe HK, Henrik Clausen, fortælle på generalforsamlingen onsdag aften.

Her kunne han også fortælle, at der i lighed med andre breddeidrætter er sket et fald i medlemstallet specielt blandt de helt unge, og det vil man i bestyrelsen i det kommende år sætte ind for at rette op på. I den afsluttede sæson har der været 333 medlemmer og målet er, at det skal øges til 450 i 2021.

Der skal ligeledes gøres en indsats for at skaffe flere frivillige til klubben, da de har en afgørende betydning for klubbens eksistens.

Om fremtiden sagde Henrik Clausen bl.a.:

– Vi forventer en spændende udvikling i såvel ungdom som for vores oprykkede 3. division damer. Vi har en stærk bredde og dygtige elitespillere på de fleste årganges, å der venter os en lang række spændende kampe i Ribe Fritidscenter i den kommende sæson.

To medlemmer, Ann Jørgensen og Flemming Nielsen, modtog ikke genvalg til bestyrelsen. Den har besluttet sig for at fortsætte med fem medlemmer mod tidligere syv.

Henrik Clausen rettede i øvrigt en stor tak til sponsorer, spillere, forældre og frivillige i og omkring Ribe HK. Der var ligeledes en tak til bestyrelsen og ikke mindst de to fratrådte bestyrelsesmedlemmer.