Tekst & Foto: Johnny Tauman
18. august 2022

Går man en tur langs Ribe Havn, må man undres over, hvordan planter skyder frem mellem anlægsbroerne – og hvordan grøden sidder fast i flere fartøjers skruer.
RYK IND RIBE ser med bekymring på havnens forfald – og hvordan vandmængden i Ribe Vesterå kan skabe udfordringer for kultursvampen, som jo ikke alene får sin væde fra Ribe Østerå / Mølledammen.
Betydningen af vandstanden i Ribe Vesterå er desværre undervurderet. Der mangler konkrete handlinger.
Har man en havn, så kræver det tydelige planer for vedligehold med respekt for gældende regulativer.
Artiklen taler ikke for total grødeskæring, idet plantevækst jo er med til at “holde på vandet”, men som havnefronten på begge sider af åløbet har udviklet sig, er der grund til at sætte hælene i.
Hvis man ønsker at besejle en havn, så skal man kende betingelserne – og så skal der være sikkerhed for, at sandbanker ikke uventet sætter skibe på grund. Var der nogle, der sagde koteoversigt med vanddybder – eller letaflæselige målinger af vandmængden i åen ud fra diagrammer fra det eksisterende måleudstyr.
Mon ikke der vil blive pumpet sand bort, hvis der kommer sandbanker i den nye lystbådehavn i Esbjerg – havne i samme kommune bør have samme service og bevågenhed.
Fokus på Ribe Kulturhavn vil skabe opmærksomhed – og folk kommer jo gerne på Skibbroen for at se skibe – som nu Harmonie. Hun nåede desværre aldrig i havn – og hun forlader byen inden Maritim Dag på lørdag, hvis nedbør og vestenvind får vandstanden til at stige i Ribe Vesterå.
RYK IND RIBE håber at kunne få vedligeholdelse sat på den politiske dagsorden, så der sættes resurser af til vedligeholdelse af Ribe Havn.