Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 20. maj 2025
Peking House åbnede i dag, tirsdag til frokost med nye indehavere men dog efter det koncept, der i sin tid gjorde restaurationen særdeles populær og savnet efter lukningen.
Yuhong Bossen og hendes søn, Andreas, står bag den nye forretning, hvor Yuhongs eksmand, Kjeld Bossen står for det administrative.
Yuhong og Andreas driver i forvejen to forretninger, Mr. Fish and Sushi i henholdsvis Ribe og Esbjerg.
Kjeld Bjerrum fortæller, at hensigten er at Peking House midt i Ribes gågade skal drives videre efter det koncept, som den tidligere ejer, Tiem Van Pham skabte med stor succes.
– Pham hjælper os indtil videre til efterpinsen. Det er hans opskrifter, vi har fået, og han hjælper os til at finde den rigtige smag og det rigtige koncept, forklarer Kjeld Bossen.
Peking House vil som tidligere have en buffet med forskellige lækkerier, og der vil blive både indendørs- og udendørs servering, når vejret tillader det.
– Det er da muligt, at der sker nogle ændringer hen ad vejen, men foreløbig kører vi med det gamle koncept, som var særdeles populært, siger Kjeld Bossen, der også fortæller, at mandag aften var der prøvespisning for personale, familier og venner – op mod 35 personer – for at sikre, at alt fungerede. Og det gjorde det.