Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 31. august 2023
Omsider – kan man sige – fik komponisten og domorganisten Rued Langgaard sit museum. Men tog det tid, var det værd at vente på.
Rued Langgaard Museet er lavet af Sydvestjyske Museer. Det er indrettet i den pittoreske bygning Det Gamle Rådhus i Ribe, og selv om museet ikke er stort, er det absolut et besøg værd, hvis man vil vide mere om denne spændende og musikalske person, som Rued Langgaard var.
Museet er indrettet i to tidligere mødelokaler på første sal i den gamle bygning nabo til den tidligere byrådssal. Med enkle midler formår museumsfolkene at give et billede af Rued Langgaard, hvor der også er mulighed for at høre brudstykker af hans mange kompositioner.
Museet blev indviet på dagen, hvor Rued Langgaard Festivalen også officielt blev åbnet. Og selv om det var en glædens dag, blev der dryppet lidt malurt i bægeret, da Langgaard Fondens formand, Asbjørn Rønn-Simonsen, kunne fortælle, at fonden står foran sin opløsning. Fonden har gennem alle årene støttet Rued Langgaard Festivalen med et anseeligt pengebeløb. Fondens midler stammer fra den afgift, der hidtil har skullet betales, når Langgaards værker er blevet opført rundt om i verdenen. Den afgift gælder de første 70 år efter komponistens død, og da Langgaard døde i Ribe i 1952, er afgiften faldet bort.
– Så fonden får ingen indtægter fremover og må nedlægge sig selv, konstaterer Asbjørn Rønn-Simonsen.
– Og vi må finde andre givere, der kan erstatte det beløb, fonden har givet, siger forpersonen for Rued Langgaard Selskabet, Dagmar Warming, der glæder sig over de mange fonde, institutioner, region og kommune, der allerede nu støtter festivalen.
Indvielsen af det nye museum foregik i den smukke og stemningsfyldte borgersal på De Gamle Rådhus. Her kunne Flemming Just fra Sydvestjyske Museer, der er initiativtager til museet, byde velkommen inden Asbjørn Rønn-Simonsen klippede snoren. Indimellem gav pianisten Berith Tange smukke prøver på nogle af Langgaards kompositioner.
På den måde fik Ribe en ny, spændende attraktion.