Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 9. oktober 2025
Ribe har fået en luksus genbrugsbutik, og når foråret kommer med sol og turister, bliver stedet omdannet til en helt speciel indisk café med specielle indiske retter.
Stedet er Skolegade 2, hvor tidligere Blomsterhuset havde til huse. Ejendommen har June Nielsen-Due og hendes mand købt, og i stuetagen har June indtil videre indrettet luksusgenbrugsbutikken Junes Place.
– I løbet af kort tid flytter vi selv ind på 1. salen, og vi er i øjeblikket i gang med at søge alle de tilladelser, der skal til for at åbne en speciel indisk café, fortæller June, der håber på, at den nye café kan åbne til april.
– Jeg stammer fra Indien og er ud af en familie, der virkelig er god til at lave mad. Jeg har fået at vide masser af gange, at jeg selv er god til at lave mad. Det har jeg lært af min mor. Derfor satser vi på at åbne en cafe med rigtige indiske specialiteter. Vi håber, vi også får tilladelse til udendørs servering, og desuden er det meningen, at der skal være take away. Ribe trænger til noget rigtig spice, lyder det med et stort smil fra June.
Indtil cafeen forhåbentligt bliver en realitet, koncentrerer June Nielsen-Due sig om forberedelserne, hvor der bl.a. skal etableres et nyt køkken, samt om genbrugsforretningen.
Her er der i øjeblikket varer fra mange af de store og kendte mærker. Der sælges sko, tasker og tøj af mærker som Sketchers, Burberry og Monclaire.
– Det er noget af mit eget tøj. Jeg har rejst meget og købt meget. Desuden er der tøj fra familien og nogle gode veninder. Det er tøj, jeg kan garantere for er rimeligt nyt, kun brugt få gange. Der er ingen røg i det, og det er passet godt på, fortæller June Nielsen-Due.
– Man kan altså ikke bare komme med sit aflagte tøj?
– Jeg vil helst sælge noget fra nogen, jeg kender. Der har været nogle med noget tøj, som jeg ikke vil have, fortæller June denne torsdag eftermiddag i den nyåbnede forretning.