Tekst og foto: Renè Jørgensen
30. marts 2020.
Ribe Hansdelstandforening modtager kr. 400.000
Esbjerg Kommune sætter nu – med et økonomisk tilskud – handling i forhold til den krise, handelslivet i de tre store byer lider under, coronakrisen og ikke mindst udsigterne til en hård tid, når Danmark igen er åbnet op.
De alvorlige udsigter blev mandag drøftet i Økonomiudvalget, som besluttede at støtte handelslivet i Esbjerg, Bramming og Ribe. Der er tale om en midlertidig støtte, som skal ses dels i sammenhæng med de andre støtteinitiativer, der påtænkes igangsat, herunder en ændret opkrævning af virksomhedsrettede gebyrer i 2020, dels virkningerne af de nationale ”hjælpe-pakker” for erhvervsdrivende og selvstændige.
Esbjerg Kommunes Økonomiudvalgt fordelte herpå 1.350.000 til gennemførelse af initiativer i Ribe, Bramming og Esbjerg i perioden efter coronakrisen. Beløbene fordeles som tilskud til Esbjerg City (750.000 kr.), Bramming Handelsstandsforening (200.000 kr.) og Ribe Handelsstandsforening (400.000 kr.).
Det var en særdeles glad formand for Ribe Handelsstandsforening, Peter Lauritzen, der kunne fortælle RYK IND RIBE, at tilskuddet skal sættes i en fond, som nu har 40 % af den ønskede sum.
– Vi håber, at fonden kan vokse til 1.000.000 kroner med en god opbakning og lokale støtter, lyder det fra en meget tilfreds formand, som håber, at handelslivet – efter genåbningen af landet – igen vil få byen til at blomstre.
Pengene skal bruges til at løfte events, som byen arrangerer og forud venter der både et høstmarked og Ribe by night. – Med pengene er det vigtigt at få hjulene hurtig i gang igen, og så skal vi markedsføre vores by, så hjulene atter kommer i gang i handelslivet, fortæller formanden.
Beløbet er tildelt Ribe Handelstandsforening, men det er målet, at alle butikker skal have glæde af det økonomiske tilskud fra Esbjerg Kommune. Formanden for Handelsstandsforening Peter Lauritzen tror på fællesskabet og synergieffekten med den sammenhængskraft, som en handelsstandsforening kan give. Ikke alle butikker er med i Ribe Handelsstandsforening, men Coronakrisen vender måske op og ned på det hele.
Mens der er tilskud til de tre største byer, så må landsbyernes handelsliv selv klare ærterne – og det kan kun ske ved OPBAKNING fra lokalbefolkningen.
Esbjerg Kommune yder i dag desuden et mindre tilskud til udvalgte aktiviteter i de tre byer, herunder bl.a. udvalgte tilskud til julebelysning/juleaktiviteter (i alt ca. 200.000 kr.), Peters Jul (ca. 180.000 kr.), og Esbjerg Festuge (ca. 657.000 kr.).