Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 27. maj
Der bliver rigtig mange, gode tilbud at gå efter i Ribes forretninger, når Ribe Handelsstandsforening den 4. juni holder Ribe By Night.
Butikkerne vil bugne af gode tilbud, og der vil blive masser af fest i byen med musik og skattejagt for de mindste.
Butikkerne holder åben fra klokken 10 til lokken 22, og rundt om i byen vil der være musik, ligesom handelsstandsforeningen i samarbejde med Børneulykkesfonden arrangerer en skattejagt for de mindste.
Skattejagten vil foregå i ugen op til Ribe By Night, og den arrangeres med Rasmus Klump. Skattejagten går ud på, at deltagerne får et skattekort udleveret med angivelse af, hvor skattene er gemt. Når deltagerne har fundet samtlige skatte, får de et diplom, en guldmedalje, en t-shirt med Rasmus Klump og en refleksvest.
Overskuddet fra skattejagten går til Legeheltene, der er et initiativ, børneulykkesfonden har skabt. Legeheltene tager rundt på landets hospitaler for at aktivere syge børn mellem 1 og 14 år. Legeheltene skaber et frirum for børnene, hvor det for en stund ikke drejer sig om sygdom, og legeheltene aktiverer børnene i muligt omfang med leg og bevægelse, så de, der kan, kommer ud af hospitalssengene.
Ud over skattejagten vil fire bankers maskotter gå rundt i Ribe gader og sætte yderligere kulør på festlighederne.