Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 13. august 2026
Når efterårets generalforsamling skal holdes i Ribe Handel, skal der endnu engang findes en ny formand.
På sidste års generalforsamling overtog næstformand igennem mere end 7 år, Claus Pedersen, posten som formand, men det blev påpeget, at det kun var i en overgangsfase. Grunden var, at den tidligere formand, Lars Slotsager, få uger før generalforsamlingen meddelte bestyrelsen, at han ikke kunne fortsætte som formand, hvorfor næstformanden tilbød at overtage for dermed at sikre kontinuitet i den travle forening.
– Det er et spændende hverv at sidde for bordenden i Ribe Handel, hvor vi oplever en udvidelse af både aktiviteter og medarbejdere, men hvor det samtidig er en frivillig bestyrelse, der sætter retningen samt deltager aktivt, og man skal selvfølgelig bruge tid på denne del udover sit primære arbejde. Jeg sidder pt. som formand i vores turismedestination, medlem af Business Esbjergs bestyrelse samt nyvalgt i DGI Sydvests bestyrelse, og det er derfor et bevidst valg at slippe posten som formand for Ribe Handel, hvor det efter min mening bør være en person fra detailhandlen, der sidder på posten, siger Claus Pedersen
Ribe Handel har de seneste år fået flere opgaver som stiller større krav til både formand og især bestyrelsen, der for 2 år siden overtog Ribe Vinfestival og senest i 2026 har overtaget guider og vægtere. Der er i dag tilknyttet 2 medarbejdere i Ribe Handel i form af Handelschef, Tom Meyer, og koordinator for guider og vægtere, Tanja Schwartz. I den forbindelse er bestyrelsen blevet arbejdsgivere og ud over de mange andre arrangementer, markedsføring af byen samt deltagelse i bl.a. parkeringsmøder, byforumsmøder, projekt lys på Domkirken samt et kontinuerligt samarbejde med både Esbjerg kommune, lokale politikere samt kommunens eventsekretariat er det blevet en stor opgave for Ribe Handels bestyrelse samt for den kommende formand.
– Det er desværre ikke lykkedes at rekruttere et nuværende bestyrelsesmedlem til posten som formand, og det er mit håb, at der sidder en derude med ønsket og tiden til at være med til at påvirke Ribes fremtidige udvikling. Og i forlængelse heraf håber jeg at Esbjerg Kommune i de kommende budgetforhandlinger vil tilgodese den ansøgning som Ribe Handel har sendt ind, da det vil være medvirkende til en konstruktiv og stabil drift af foreningen fremadrettet, fortæller Claus Pedersen
Når generalforsamlingen skal holdes d. 8. oktober, vil Claus Pedersen ikke umiddelbart udelukke, at han stiller op til det fortsatte bestyrelsesarbejde, men det bliver ikke som hverken næstformand eller formand. Det er en spændende opgave og evt. interesserede kan rette henvendelse til den nuværende bestyrelse og nuværende formand, hvis man ønsker at høre mere om bestyrelsesarbejdet og hvervet som formand i Ribe Handelsstandsforening.
Fakta
Claus Pedersen er direktør for Ribe Fritidscenter som også består af Danhostel Ribe samt driften af Ribe Svømmebad og legeparken Riplay. Han har siddet i Ribe Handels bestyrelse siden 2018 og var i en årrække inden medlem af arbejdsgruppen vedrørende Peters Jul. Han sidder i Business Esbjergs Bestyrelse, i DGI Sydvests bestyrelse og som formand for Destination Vadehavskysten.







































































