Tekst og foto Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 16. juli 2024
Stillingen som ny handels- og eventkoordinator i Ribe er nu opslået ledig, og der satses på, at stillingen kn være besat senest den 1. oktober i år. Det fremgår af stillingsopslaget.
Jobbet som handels- og eventkoordinator blev ledigt, da den hidtidige person i jobbet, Marianne Gøgsig, sagde op for at prøve noget nyt.
Det er Ribe Handel og Esbjerg Kommune, der i samarbejde opslår stillingen ledig, og arbejdsadressen vil primært blive i Ribe men med et stærkt samarbejde med eventsekretariatet i Esbjerg, hvor koordinatoren også vil tilbringe tid. Formentligt cirka en dag i ugen.
I stillingsopslaget hedder det bl.a.; ”Kunne du tænke dig at være omdrejningspunkt for de mange spændende tiltag og arrangementer, der øger omsætningen i Ribes handelsliv og markerer byen stærkt på landkortet? Og har du lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem koordinering af kommercielle aktiviteter og strategisk udvikling af events i Danmarks ældste by? Så grib chancen og søg det helt særlige job, som Ribe Handel og Esbjerg Kommune sammen er på udkig efter den rette kandidat til.
Vores fælles mål er at styrke Ribes position som en attraktiv by både lokalt, nationalt og internationalt. Her kommer du som vores nye kollega til at spille en vigtig rolle, når du træder ind i maskinrummet som en samlende person for Ribes udvikling”
Den nye koordinator vil blive ansat i en stilling, der betales halvt af Ribe Handel og halvt af Esbjerg Kommune, men arbejdsgiveren vil formelt være Ribe Handel.
Ansøgningsfristen er 12. august.