Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 6. december.

Som en ud af foreløbig tre guldsmede i Jylland har Zenia Barlo med forretning og værksted i Dagmarsgade fået forhandlingen af de unikke grønlandske rubiner. Der vil maksimalt blive syv forhandlere i Jylland, og hvor længe de meget eftertragtede grønlandske rubiner kan købes, er endnu uvist.

Et norsk selskab ejer sammen med det grønlandske hjemmestyre minen i Grønland, hvor udvindingen af de grønlandske rubiner foregår. Salget blev først frigivet sidste år, og der er givet tilladelse til udvinding af rubiner i 30 år med mulig forlængelse på 20 år. Men geologer vurderer, at der er sten i minen til ti år, og udvindingen vil i givet fald blive strakt over de 30 år. Der er således tale om en virkelig sjældenhed, og Zenia Barlo fortæller, at hun heller ikke blot kan bestille de ædelstene, hun ønsker. Spørgsmålet er, om de findes.

Et sortiment af de smukke rubiner.

Grønlandske rubiner vurderes i visse tilfælde højere end diamanter, og lige som ved diamanterne afhænger prisen af bl.a. størrelse, farve og struktur.

På spørgsmålet om, hvordan Zenia Barlo som en af de få i Danmark har fået forhandlingen, lyder svaret:

– Det er guldsmedefirmaet Hartmann i København, som har forhandlingen i norden. De delte Danmark op efter de gamle amtsgrænser hvilket betyder, at der maksimalt kan blive syv forhandlere i Jylland. Jeg blev spurgt, fordi de synes, at jeg har et fint udtryk og en god kreativitet i mine smykker til de unikke rubiner. Det skulle jeg overveje, da det er en stor investering men samtidig et stykke historie, som jeg rigtig gerne vil være en del af. Jeg har taget det som en dejlig og stor anerkendelse, siger en smilende og stolt Zenia Barlo, der allerede har haft de første forespørgsler og salg af smykker med de smukke ædelsten.

I dag er der tre forhandlere i Jylland, tre på Sjælland og en på Bornholm, men antallet kan som nævnt blive udvidet en smule.

De Grønlandske rubiner er mellem to og tre milliarder år gamle, og minen blev opdaget i 60’erne af en dansk geolog. Der har gennem mange år været arbejdet på en aftale om udvinding af rubinerne, og et norsk selskab ejer i dag minen sammen med det grønlandske hjemmestyre. Den lange forberedelsestid hænger bl.a. sammen med sikkerheden omkring udvindingen.

Rubinerne findes fra en dybrød farve til en næsten transparent rød, og hvis nogle har en grønlandsk rubin, de har fået for mere end godt et år siden, er det en, der stammer fra en grønlandsk familie, som har fået eller fundet den, før rubinerne blev udbudt i kommercielt salg.

Zenia Barlo har drevet sit guldsmedeværksted i Dagmarsgade i godt halvandet år. Før den tid havde hun værkstedet i hjemmet på Tangevej.

En ring med en grønlandsk rubin omgivet af små diamanter. Manden på billedet holder en rubin, som den ser ud, når den hentes ud af bjerget.