Tekst & Foto: Johnny Tauman
14. januar 2022

Den fjernstyrede maskine tilhørende Agrometer bevæger sig centimeter for centimeter på golfbanen øst for Ribe. – Vi er ved at få lagt vandrør i jorden til banevandingsanlæg på alle vore fairways og forventer at være færdig til sæsonstarten d. 1. april, forklarer golfklubbens næstformand og baneudvalgsformand Jørn Wind, da han sammen med RYK IND RIBE besøger arbejdet på hul 1.

Banevandingen er således sidste etape i en proces, der startede i efteråret 2020, hvor der blev etableret nye teesteder, nye søer samt beplantninger med diverse trægrupper. – I 2021 blev der foretaget store ændringer på hul 7 og endelig blev etablering af banevanding, som er 3. fase i planen påbegyndt sidst på året 2021, fortæller Jørn Wind.

Samarbejdet med Agrometer fra Grindsted foregår på bedste vis – det er således nu anden gang de er i gang med fairwayvandingsanlægget hos Ribe Golf Klub på Snepsgaardevej. Ved dagens besøg blev det oplyst, at tidsplanen holdes med ca. 6 ugers arbejde tilbage. – Vi har allerede fået lavet to nye vandboringer. Der skal endelig etableres et nyt styresystem, som betyder, at vandingen kan fjernstyres ved hjælp af en mobiltelefon, lyder det fra baneudvalgsformanden, der også kan løfte sløret for økonomien: – Etableringsomkostningerne til banevandingen, 2 nye boringer samt indkøb af nye styringssystemer beløber sig til 1,3 mio. kr. Til udførelsen af projektet har Ribe Golf Klub fået 100.000 kr af Nordlysfonden.

Der var rigtig mange golfspillere på golfbanen. De havde trodset den skarpe vind og kæmpede mod hinanden som medlemmer af 2 forskellige herreklubber. På området var greenkeeper Jan Birk Hübschmann rundt og tilse forskellige svampeangreb, som kan brede sig med ødelæggende følger. Jan fortalte om især Dollarspot, som kan betegnes som golfsportens Corona. Den spreder sig og kan flyttes fra sted til sted via spillernes golfudstyr og – sko. – Og det værste er faktisk, at der ikke findes noget middel, som kan bekæmpe svampen endnu, fortalte Jan. En teori er, at det er muligt ved mekanisk ofte at tromle de angrebne områder – vil stresse svampen og derved begrænse spredningen.

– Investeringen vil betyde, at Ribe Golf Klubs spillere til enhver tid – også i tørkeperioder – vil møde grønne og frodige golfhuller, siger baneudvalgsformand Jørn Wind i sin afsluttende kommentar