Tekst og foto: Renè Jørgensen
15. september 2020.

Ribe Fritidscenter: Venne- og støtteforening er nu en realitet.

Ribe Fritidscenter er et aktiv for meget mere end sporten. Derfor kan der altid bruges ekstra hænder til arrangementer. Bestyrelsen for centret har nu etableret en venne- og støtteforeningforening, der skal hjælpe til. Nini Oken, der sidder i Fritidscentrets bestyrelse, bliver bindeleddet til den nye vennebestyrelse, der ud over Nini Oken består af Peder Tørnqvist, Mogens Lønne og Henning Nielsen.

Er du det femte medlem?

En bestyrelse på fem er et passende antal, og derfor håber de fire på ,at der kommer en femte. Arbejdsopgaverne kan være mange, og man behøver ikke have tilknytning til en sportsklub for at blive hjælper. Har man ideer, er de velkomne. Send dem blot til bestyrelsen. Der er enighed om, at det frivillige arbejde skal være til gavn for hele Ribe og omegn.

Det er erfarne folk, der har startet venneforeningen op. Henning Nielsen fra Darum var med til at starte halbyggeriet af Darum Kultur- og Fritidscenter op, og Henning har været aktiv i Darum i 30 år. Han var med til at starte hallens venner, så det er en rutineret hjælper, der er kommet til. Mogens Lønne og Peder Tørnqvist er også kendte personer, der tidligere har været aktive inden for sporten og været med til at rejse penge til projekter. Når det femte-medlem kommer, bliver det et stærkt hold af frivillige.

Hvad er opgaverne ?

Samstemmende siger de alle fire, at alt lige fra stoleopsætning til hjælp i baren ved arrangementer vil være en kærkommen hjælp. På den måde får bestyrelsen i Ribe Fritidscenter mere tid til udvikling af centret og kan overlade det praktiske til den nye bestyrelse og de frivillige. Bestyrelsen har ikke antal på, hvor mange hjælpere der er brug for. Så har man lyst, melder man sig bare.

Opgaverne dækker hele fritidscentrets arrangementer, svømmehal og Danhostel ved Ribehallen.

Læs hvad RYK IND RIBE skrev om ideen i marts:

https://rykindribe.dk/artikler/fritidscenter-svoemmebad-og-dan-hostel-vil-have-flere-venner/

Alle interesserede kan rette henvendelse til Nini Oken eller bestyrelsen i centret. Lige nu gælder det om at finde det femte medlem til bestyrelsen.

Fra venstre er det Nini Oken, Peder Tørnqvist, Mogens Lønne og Henning Nielsen.