Tekst og foto: Renè Jørgensen (arkivfoto)
29. september 2020.
Ribe Fritidscenter giver 250.000 kr. til aktivitets- og historiepark
Bestyrelsen for Ribe Fritidscenter og Svømmebad, Danhostel Ribe følger nu i hælene på Peter Laursens flotte bidrag til ny legepark ved Ribe Fritidscenter.
Vi har her et helt unikt og ambitiøst projekt
Efter at Peter Laursen i sidste uge meldte ud med en støtte på 1 mio. kr. til projektet, har Ribe Fritidscenters bestyrelse valgt af følge trop med et bidrag på 250.000 kr. fortæller Vagn Sørensen, næstformand i Ribe Fritidscenter. Vi har her et helt unikt og ambitiøst projekt, som vil styrke Ribe og gøre det endnu mere interessant at bo her og besøge vores dejlige by.
– Baggrunden er, at vi helt i tråd med Peter Laursen, mener at der mangler et sådant tilbud i Ribe siger Carsten Lund, formand for Ribe Fritidscenter.
Projektet aktivitetspark spiller rigtig godt sammen med Ribes profil
Legeredskaberne i aktivitetsparken vil spille rigtig godt sammen med Ribes profil, DNA og kulturelle tilbud. Det er tilbud som Vadehavscentret, Ribe Vikingecenter, Ribes Vikinger, Heksemuset samt historien fra vikingetiden over middelalderen med Riberhus og Ribes historiske position som ”porten mod vest” og havet. Endelig fører parken fortællingen helt op til i dag med blandt andet fokus på bæredygtighed og energi.
– Vi håber, at fremtidige brugere af den nye aktivitetspark også vil kigge ind i Ribe Fritidscenter og svømmebad og opleve de mange spændende tilbud, som foreninger, klubber og Ribe Fritidscenter tilbyder, siger Vagn Sørensen. Det er en del af vores strategi- og handleplan, at få flere borgere gjort aktive og her er projektet jo en gevinst for hele området.
– Vi er derfor også rigtige glade for, at Esbjerg Kommune nu har godkendt, at vi inden for de kommende år får en udvidelse med wellness og varmvandsbassin i svømmebadet, siger Carsten Lund.
Ribe får et fantastisk tilbud
Med vores seneste udvidelse i 2018 i Ribe Fritidscenter, en ny aktivitetspark og et moderne svømmebad med wellness, så har vi i Ribe et fantastisk tilbud – dels til os der bor her, men også til idrætsaktører, lejrskoler, turister og gæster, siger Vagn Sørensen.
Vi håber, at flere lokale virksomheder og butikker vil bakke op, også økonomisk, om den nye aktivitets- og historiepark. Interesserede er meget velkomne til at kontakte os herom, lyder det samstemmende fra Vagn Sørensen og Carsten Lund.









































































