Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 23. august 2022

Uanset om et valg er tæt på eller først kommer inden grundlovsdag næste år, tyder alt på, at ripenserne fremover skal afgive deres stemme i Ribe Fritidscenter fremfor som tidligere i Ribe Hallen.

Byrådets økonomiudvalg har netop besluttet, at valg fremover skal holdes i fritidscenteret. Det er byrådet, der har den endelige afgørelse, men når udvalget peger på en løsning, plejer byrådet – i hvert tilfælde i den slags sager – også at følge indstillingen.

Baggrunden for beslutningen er, at sidste valg blev flyttet fra Ribe Hallen til Ribe Fritidscenter, da hallen var optaget til andet formål. Der har længe været ytret ønske om at flytte afstemningsstedet, og en evaluering har nu medført beslutningen. Den skyldes, at der generelt er bedre forhold for alle i fritidscenteret. Der er bedre indeklima, der er bedre tilkørselsforhold og parkering, det er lettere at styre varmen, og der er et bedre flow i valgafviklingen i fritidscenteret. Og leje af de to haller er i samme niveau.

I beslutningen ligger også, at Ribe Hallen er alternativet til fritidscenteret som afstemningssted.