Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 30. oktober

Ribe har altid været og er fortsat et yndlingsmotiv for mange fotografer, der har foreviget byens herligheder.

Det har ikke alene afstedkommet mange gode billeder, men også plakater er det blevet til i tidens løb. Og nu har en ny serie plakater set dagens lys.

Det er Ryk Ind Ribes dygtige og erfarne fotograf, Rene Jørgensen, der ved hjælp af fotografiet og billedbehandling har skabt en serie nye plakater – alle med motiver, der tager sit udgangspunkt i nordens ældste by. Plakaterne er produceret i et samarbejde med Ribe Mediehus på Industrivej i Ribe.

Motiverne på plakaterne varierer og gengiver bl.a. domkirken, kulturlivet samt vægteren.

Motiverne er ikke nøjagtige fotografiske gengivelser, men netop det gør, at der er tale om nogle nye og spændende plakater, der bl.a. sælges fra Ribes lokale kontorforsyning ARJ på Industrivej. Plakaterne vil også komme til salg inde i byen.

Plakaterne fås i forskellige størrelser og dermed også forskellige priser startende fra 48 kroner i A4-format, mens en stor plakat koster 198 kroner. De vil i øvrigt kunne fremstilles i specielle formater og med passepartout.

– Jeg har altid holdt meget af at fotografere og eksperimentere, og så fik  jeg ideen til de her plakater, som netop er blevet færdige, fortæller Rene Jørgensen.