Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, mandag den 12. oktober 2026
Mens TV 2 melder om store stigninger i fjernvarmepriserne flere steder i landet, ser situationen mere stabil ud i Ribe. Ribe Fjernvarme forventer at holde varmeprisen i ro eller med en svag stigning i 2027, blandt andet takket være flere varmekilder og en ny varmepumpe til ca. 40 mio. kr.
Budgettet for 2027 bliver i øjeblikket færdiggjort af driftsleder Richard Boisen og hans team og forelægges bestyrelsen den 3. november.
– Vi forstår godt, at TV 2’s historie har skabt bekymring hos forbrugerne. Men med den viden, vi har i dag, ser vi ikke ind i ‘kæmpe’ prisstigninger i Ribe. Ambitionen er at holde prisen eller nøjes med en svag stigning. Vi kan dog ikke garantere noget, før budgettet er vedtaget, siger Henrik Holst, formand for Ribe Fjernvarme.
Foran budgettet, men sårbar hen over vinteren
Ribe Fjernvarme ligger aktuelt lidt foran budgettet for 2026. Selvom prisen på naturgas er steget de seneste måneder, har værket indtil nu kunnet lægge produktionen på naturgas i de perioder, hvor elprisen er høj. Derfor er fjernvarmeprisen ikke blevet ramt.
– Når det bliver koldt, kan vi blive tvunget til at producere med naturgas uanset elprisen for at kunne levere varme til forbrugerne. Der er vi sårbare, og der er en risiko for negative budgetafvigelser, siger Henrik Holst.
Ny varmepumpe mindsker afhængigheden af gas
Ribe Fjernvarme har flere forskellige brændselskilder og bruger løbende den, der er mest fordelagtig prismæssigt. Værket investerer nu ca. 40 mio. kr. i en ny varmepumpe på 6 MW, som forventes taget i brug primo februar 2027. Den giver endnu en varmekilde og gør værket meget lidt afhængigt af naturgas. Fremover forventes naturgas primært brugt på værkets motorer, når elprisen er gunstig.
– Med varmepumpen får vi en markant mindre afhængighed af naturgas. Derfor er vi fortrøstningsfulde, når vi ser ind i 2027, siger Henrik Holst.
Den endelige varmepris for 2027 offentliggøres, når bestyrelsen har vedtaget budgettet.
Prisstigninger på op til 40 pct.
TV2 har undersøgt prisstigninger hos nogle af de varmeværker, der har meldt ud.
Her ligger Præstø højest med 40 procent, Sdr. Felding med 32 procent og Svendborg med 18 procent.
Det skal retfærdigvis siges, at der i Danmark p.t. er 448 registrerede fjernvarmeværker, så de tre nævnte værker er procentuelt en meget lille del af det samlede antal værker.






































































