Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 31. marts 2026

Wannsee-konferencen er gået over i historien som det møde, hvor nazisterne besluttede, at jøderne skulle udryddes. Hvad der foregik på denne konference udgør handlingen i den tyske film ”Wannsee-konferencen”, som Ribe Filmklub nu viser onsdag den 8. april kl. 19 i Fællessalen, seminarieHuset, med gratis adgang for alle.
En vinterdag i januar 1942 var en række højtstående embedsmænd fra det nazistiske styre i Tyskland forsamlet til møde i en villa i Wannsee, sydvest for Berlin. Der var ét punkt på dagsordenen, nemlig ”den endelige løsning på jødespørgsmålet” – altså udryddelsen af jøderne.

Filmen bygger på de faktuelle referater fra mødet. Det fremgår, at man var i gang med at nedskyde de internerede jøder, hvilket dog gik langsomt, og nogle var bekymrede for den unge generation af soldater, der skulle henrette så mange ved skydning. Men da giftgassen Zyklon B bliver præsenteret på mødet, breder lettelsen sig. De unge soldater kan slippe for at skyde. I pauserne diskuterer nazisterne ferieplaner eller deres boligsituation…
Dagbladet Information skrev: ” – billederne i vores indre biografer buldrer løs, mens topnazisterne diskuterer detaljer, strategier, logistik.”
Ribe Filmklub er resultatet af et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek.