Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 6. februar 2025

I et paradis af en villa med stor flot have lever mand, kone og børn et helt almindeligt familieliv under 2. verdenskrig med fejring af fødselsdage, familiebesøg og udflugter i området med madkurv og tæpper.

Denne familieidyl udgør rammen for ”The Zone of Interest”, som Ribe Filmklub viser den 12. februar kl. 19 i fællessalen, seminarieHuset med gratis adgang for alle.

I filmen fremtræder alt således tilsyneladende normalt bortset fra en enkelt detalje: Husets beliggenhed. Kun adskilt af en mur med pigtråd for oven ligger huset op ad Auschwitz, koncentrationslejren i Polen.

Her udfører manden, lejrkommandant Rudolf Höss, sit daglige virke som ansvarlig for nazisternes massemord på jøderne, mens hustruen Hedwig tager sig af opdragelsen af parrets børn.

Berlingske skrev: “Fantastisk film om Anden Verdenskrig. Viser hverken kz-fanger eller jødestjerner. Men det gør ikke gruen mindre.”

Ribe Filmklub drives i et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek.