Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, lørdag den 5. oktober 2024
En gruppe flygtninge ankommer til en udtjent og affolket by i England, hvilket giver anledning til protest og modstand blandt stamgæsterne i byens gamle pub.
Det er konflikttemaet i filmen ”The Old Oak” som Ribe Filmklub viser onsdag den 9. oktober kl. 19 i fællessalen, seminarieHuset med gratis adgang for alle.
Filmen udspiller sig i en lille by i det nordlige England, hvor en gammel pub med navnet The Old Oak er byens hjerte.
Fremtiden for Old Oak og byen er dog uvis, da folk forlader byen efter minerne er lukket. Pub-ejeren TJ Ballantynes situation bliver truet endnu mere, da syriske flygtninge bliver anbragt i landsbyen uden varsel.
I skæbneåret 2016, mens Brexit endnu lurer ude i fremtiden, ankommer en bus med syriske flygtninge i den udtjente og affolkede by Durham i det nordlige England.
Her stod minearbejderne engang skulder ved skulder under strejkerne i 1980’erne, hvor Margaret Thatcher satte ind mod den engelske fagbevægelse.
Nu råber deres midaldrende sønner, at syrerne skal skrubbe hjem, hvor de kommer fra.
Med denne film, som er en gribende solidarisk fortælling om fremmedfjenskhed, afslutter Ken Loach en af de største instruktørkarrierer i europæisk film.
Information skrev: “Den 87-årige socialrealistiske mester Ken Loach formår fortsat at bygge en konflikt op, så man ender på kanten af biografsædet…”.