Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 2. december

Et kuldegysende polardrama med Mads Mikkelsen i den absolutte hovedrolle. Det er hvad Ribe Filmklub kan byde på onsdag den 8. december kl. 19 i Fællessalen i seminariehuset med gratis adgang for alle.

“Arctic” er titlen på filmen, hvor vi følger en mand ved navn Overgård – spillet af Mads Mikkelsen. Han er styrtet ned med et fly i det iskolde Arktis, hvor han som eneste overlevende er henvist til at klare sig helt alene fra dag til dag omringet af den barske natur. Det gør han ved at fange fisk og få varmen i maskinvraget, og klamre sig til håbet om at blive reddet.

Men da en redningshelikopter ankommer for derefter selv at styrte ned, indser Overgård, at han selv må gå efter hjælp.

Han er dog ikke længere alene, da den kvindelige pilot med nød og næppe overlever og nu må slæbes hen over isen mod mulig frelse.

‘Arctic’ er et medrivende eksistentialistisk drama og en nervepirrende overlevelsesfilm på en og samme tid.

Mads Mikkelsen, der er med i samtlige af filmens skud, står for alle replikkerne og har kaldt rollen sit livs sværeste.

BT skrev:”Mads Mikkelsen er fremragende i den krævende rolle, hvor man skal formidle en hel masse stort set uden dialog […], og man bliver uværgerligt revet med af de mange, mange nederlag og meget få sejre, den hårdt prøvede Overgård kommer igennem.”

Ribe Filmklub er resultatet af et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek.