Ribe Filmklub viser

”Pigen der fortalte film”

En varm hyldest til film og menneskers forestillingsevne. Det er den gennemgående tråd i filmen ”Pigen der fortalte film”, som Ribe Filmklub viser onsdag den 8. oktober kl. 19 i Fællessalen på seminarieHuset med gratis adgang for alle.

Filmen er instrueret af danske Lone Scherfig og foregår i en fattig mineby i et ørkenområde i det nordlige Chile. Her møder vi en familie, hvor faren – ligesom resten af byens mænd – arbejder i minen for at forsørge kone og børn. Den eneste adspredelse er, når familierne om søndagen kan gå i biografen og se film. Desværre sætter en arbejdsulykke et punktum for denne luksus. Med en uarbejdsdygtig far kan familien kun sende ét af børnene i biografen – i håb om at få et fyldigt og malende referat bagefter. Efter flere forsøg med storebrødrene bliver det Marías tur, og hun viser sig at være en eminent fortæller og fortolker af de store filmdramaer, hun oplever. Hun tiltrækker større og større publikum i den lille by til sine fortolkninger af kendte storfilm.

Sideløbende med disse rørende scener ser man arbejderne synge socialistiske sange, men man ser også Pinochet komme til magten, hvorefter militæret lukker biograferne.

” Et rørende chilensk drama, der er en kærlighedserklæring til filmkunsten”, hedder det blandt andet i en anmeldelse i filmmagasinet EKKO.

Ribe Filmklub er resultatet af et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek.