Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 7. november 2024

En gymnasielærer er splittet mellem moralsk overbevisning og kollegial loyalitet, og det får fatale følger i den tyske film ”Lærerværelset”, som Ribe Filmklub viser onsdag den 13. november kl. 19 i fællessalen på seminarieHuset med gratis adgang for alle.
Vi er sat på skolebænken i filmens stadigt mere knugende 98 minutter, hvor dramaet udspiller sig klaustrofobisk inden for rammerne af et tysk gymnasium.
Her går pædagogik og skoling til samfundssind hånd i hånd. Eleverne er De’s med lærerne og lærerne med hinanden.
Men der stjæles penge på lærerværelset, når lærerne underviser. Mistanken falder naturligvis på eleverne, som må tømme deres lommer.
Det er ganske vist et overgreb på elevernes privatliv. Men har man god samvittighed, har man intet at skjule, forklarer den ordførende lærer.
Men anklagen sår splid på skolen.
Politiken skrev: ” Skarp, velfortalt…nådesløst realistisk fra start til slut”.
Avisen Danmark skrev: ”En af årets bedste film….et nervepirrende tysk pragtværk””
Filmen er det tyske Oscar-bidrag 2024.
Ribe Filmklub drives i et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek.