Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 15. februar 2023
Et veletableret par tager på tur rundt i England i en autocamper, men rejsen udvikler sig anderledes end forventet, må parret sande.
Det er handlingstråden i den engelske film ”Supernova”, som Ribe Filmklub viser i Seniorbio tirsdag den 21. februar kl. 15.30. Det sker som sædvanligt i Fællessalen på seminarieHuset med gratis adgang, og hvor alle er velkomne.
I filmen følger vi parret Sam og Tusker, som har dannet par i 20 år. De er mere forelskede end nogensinde og drager på tur i deres autocamper gennem England for blandt andet at besøge venner og familie men vigtigst for at være sammen.
Tusker er diagnosticeret med tidlig demens, hvorfor han langsomt, men sikkert er ved at miste hukommelsen, og de ved, at deres tid sammen er begrænset.
Som rejsen skrider frem, viser det sig, at deres ønsker til fremtiden er forskellige, og de konfronteres begge med spørgsmålet om, hvad det egentligt betyder at elske hinanden.
De to roller spilles af Colin Firth og Stanley Tucci.
Børsen skrev: ” ”Supernova” bliver man klogere af. Man græder og griner med Tusker og Sam og lærer mere om at være menneske”.
Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek er fælles om at drive Ribe Filmklub. Filmene i Seniorbio vises i samarbejde med Ældre Sagen i Ribe.









































































