Tekst Hasse Jørgensen, pr-foto, torsdag den 16. april 2026
Den er blevet udråbt til at være den mest sete dokumentarfilm i Sverige nogensinde! ”Den sidste Rejse” er titlen på filmen, som Ribe Filmklub nu viser som eftermiddagsforestilling tirsdag den 21. april kl. 15.30 i Fællessalen, seminarieHuset med gratis adgang for alle.
Da Lars Hammer – filmens hovedperson – er gået på pension efter mange år som en dedikeret og elsket fransklærer, går han helt i stå. Han havde ellers planer om at leve et aktivt liv med blandt andet rejser sammen med sin kone. I stedet bliver han deprimeret og kan intet andet end at sidde i sin stol.
Sønnen Filip beslutter sammen med sin gode ven Fredrik at give faren en oplevelse, der kan give ham livsmodet igen. Han vil simpelthen genskabe de mange lykkelige ferier, familien har haft i Beaulieu-sur-Mer i Frankrig, og det skal være helt ned i detaljen. Det bliver en både rørende og morsom film, der både kan ses som et vidnesbyrd om et særligt tæt far-søn-forhold, hvor Filip ikke vil lade sin far sidde fast i nedtrykthedens hængedynd, og som en åbenbaring for Filip af, at hans far ikke altid kan være som i hans barndom.
Filmmagasinet EKKO skrev: ” Titlen lyder som navnet på en bedemandsforretning, men Den sidste Rejse er helt igennem en positiv feelgood-film”.
Ribe Filmklub er resultatet af et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek. Eftermiddagsforestillingerne vises i samarbejde med Ældre Sagen i Ribe. Med denne forestilling runder filmklubben sæsonen af, men vender tilbage med nye film til september.








































































