Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 7. januar 2026
Ribe Filmklub er klar til at vise en række nye film i løbet af vinteren og foråret, og lægger ud med at vise den japanske animationsfilm ”Drengen og hejren”. Det sker onsdag den 14. januar kl. 19 i Fællessalen, seminarieHuset i Ribe som sædvanlig med gratis adgang for alle.
Det er første gang, Ribe Filmklub viserenanimationsfilm, men animationsfilm er ikke kun for børn! Der var således ingen tvivl, da Oscar’en for bedste animationsfilm skulle uddeles i 2024. ’Drengen og hejren’, skabt af den 83-årige Hayao Miyazaki, manden bag klassikere som fx ‘Chihiro og heksene’ var en klar vinder!
Aftenen indledes med en halv times oplæg af Jacob Krogsøe fra Esbjerg Bibliotek om japansk animationsfilmtradition og især om Hayao Miyazaki – manden bag filmen.
I filmen, som Ribe Filmklub nu viser, mister drengen Mahito sin mor i en brand under 2. Verdenskrig. Tynget af traumer og selvbebrejdelser flytter han ud på landet med sin far, der leder en fabrik for krigsfly og ikke har tid til sin søn. Faren har nu giftet sig med Mahitos moster.
Mahito møder en mærkelig og irriterende hejre, som kan tale, og som påstår, at hans mor stadig lever. Da hans stedmor kort efter forsvinder i skoven, opsøger han hejren. Med hejrens magi lykkes det Mahito at komme til en eventyrlig verden befolket af dyr og mærkelige væsner, og hvor man møder både afdøde og levende mennesker. Mahito udvikler sig på rejsen og bliver i stand til at se på sit liv på en anden måde.
Filmen er ikke lutter død og sorgbearbejdning – eventyrvæsnerne er også meget morsomme.
Cinemateket skrev: ”Gudesmuk traditionel japansk animation,fejlbarlige, men elskelige karakterer og musik af en anden verden.”
Ribe Filmklub er resultatet af et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek.








































































