Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 1. marts 2023
En smuk og foruroligende film om moderskab, sorg og natur. Sådan lyder en karakteristik af den anmelderroste islandske film ”Lamb”, som Ribe Filmklub viser onsdag den 8. marts kl. 19 i Fællessalen, semiarieHuset med gratis adgang for alle.
Et barnløst par, Ingvar og Maria, bor på en afsidesliggende gård i det bjergrige Island, hvor de opdrætter får. En aften finder de en nyfødt i deres stald og beslutter sig for at opfostre det som deres eget barn.
Men uhyggelige kræfter er fast besluttet på, at bringe væsenet tilbage i naturen. De islandske fjelde viser sig nemlig at gemme på hemmeligheder, der overgår fantasien.
”En stilfuld filosofisk thriller” skrev pressen om ”Lamb”, der har Noomi Rapace i rollen som Maria.
”Filmen er udtænkt både komisk og skræmmende, hvor historien bliver skubbet fremad og prikker til vores nysgerrighed”, skrev DR Filmland på P1.
Ribe Filmklub er resultatet af et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Rib Bibliotek.









































































