Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, lørdag den 18. september

Ribe Filmklub kan alligevel komme i gang med at vise film til oktober i Fællessalen i seminarieHuset. Kommunen har i modsætning til tidligere udmelding nu alligevel fundet andet lokale til covid-19 test i Ribe. Dermed bliver Fællessalen frigjort, så der igen kan foregå de normale foreningsaktiviteter her fra oktober.

Det betyder, at Ribe Filmklub – efter at have måttet aflyse forestillingerne her i september – kan vise sit efterårsprogram med de film, der er planlagt til visning i oktober, november og december.

Filmklubbens første forestilling i efteråret bliver således filmen ”Kapernaum”, der vises onsdag den 13. oktober kl. 19.

Hvilke film, der i øvrigt vises i efteråret, fremgår af Biografforeningen Dagmars hjemmeside www.ribebio.dk. Biografforeningen Dagmar driver Ribe Filmklub i samarbejde med Ribe Bibliotek.