Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 12. marts 2023

Hvis alt går efter planerne, får Ribe en ny spændende cafe og kulturhus til august.

Det er firkløveret, der står bag det gamle pakhus på Rosenalle, der er i fuld gang med at realisere planerne, og i øjeblikket arbejdes der på at få de sidste godkendelser til projektet igennem. Da der er tale om en fredet bygning, skal flere myndigheder søges om forskellige tilladelser. Det gælder bl.a. kommunen, og det gælder Slots- og Kulturstyrelsen.

– Men vores ide er, at vi vil bevare den oprindelige bygning i så original stand som overhovedet muligt, fortæller en af initiativtagerne, Kristian Rasmussen, der står bag projektet sammen med Maj Unnerup, Sesselja Gudjonsdottir og Pernille Adelhardt.

De fire fortæller samstemmende, at tanken er at åbne huset, så det i det daglige fungerer som cafe med mulighed for at lave en række forskellige arrangementer som koncerter, foredrag, forestillinger med mere, lige som det bliver muligt at leje stedet til private fester.

Det, der var det store lagerrum i bygningens tid som pakhus, bliver selve cafeen med scene, der kan forskydes i lokalet. Det bliver samtidig muligt at dele lokalet op i to, så der bliver tale om to mindre sale.

(Artiklen fortsætter under billedet)

De gamle porte kan stadig rulles for, men at åbningen er dækket med glas giver både lys i rummet og et godt indtryk af, hvordan bygningen fungerede som pakhus.

De store porte, der skabte adgang til lokalet både fra banen og fra gaden, findes stadig forstået på den måde, at selve portene stadig hænger på deres skinner og kan skydes for. Selve åbningen er i dag dækket med glas, og ud over at skabe lys i lokalet, giver det også et godt indtryk af, hvordan bygningen har fungeret tidligere.

En sjov detalje er også, at den gamle vægt inden i lokalet er bevaret.

Tankerne bag hele projektet blev søndag præsenteret ved et åbent hus i det gamle pakhus, og her blev også efterlyst ideer til, hvad huset fremover kan bruges til.

Selve bygningen er 147 år gammel. Hvor længe huset virkede som pakhus fortaber sig lidt i det uvisse, men Bane Danmark solgte bygningen til Esbjerg Kommune i 1991. Huset fungerede en overgang som værksted for kunstnerne Lis Andersen og Ole Videbæk. Derefter blev huset solgt til tømrermester Lars Christiansen, der lejede det ud til Afrika Genbrug.

Øverst til venstre den store sal. Til højre en hoppeborg, der i dagens anledning af stillet op i et sidelokale. Nederst til venstre bygningen set udefra, hvor der er gjort et stort arbejde for at forskønne udenoms arealerne, og til højre den gamle vægt.