Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 24. juni 2022

I løbet af få dage får Ribe en helt nye og spændende specialbutik.

Det er indehaverne af Huset Ribe i gå-gaden, Winni Bonnichsen og Søren Olsen, der er i fuld gang med at ombygge butikken.

I forvejen driver parret ud over to butikker i Ribe også butikker på Rømø og Fanø, men i Ribe er der planer om at gøre forretningen Huset i Ribe endnu mere spændende.

Parret er blevet en del af Vinspecialisten, og det betyder, at den afdeling, hvor der tidligere var julesager, er under ombygning til en stor og alsidig vinafdeling, ligesom det cafe-område, der tidligere har været midt i forretningen, bliver udvidet til stort set det dobbelte med hensyn til antallet af pladser, nemlig fra 10-12 pladser til godt en snes.

– Vi vil fortsat have alle vores brugskunstting, og vi vil fortsat drive is- og sandwich-forretningen, men det nye tiltag bliver særdeles spændende, og det supplere den øvrige del af forretningen rigtig godt, siger den ene af indehaverne af Huset Ribe, Søren Olesen, der samtidig forsikrer, at selv om afdelingen for juleting nedlægge, vil jule-kunderne ikke blive glemt.

– Til efteråret vil der atter være juleting i forretningen, konstaterer Søren Olesen.

Vinspecialisten har et halvt hundrede forretninger rundt i landet. De nærmeste i forhold til Ribe er Esbjerg, Varde, Sønderborg og Haderslev.

– Vi kommer til at udvide vores sortiment i spiritus og vine meget kraftigt, og det at vi udvider vores cafeområde betyder også, at vi kan lave arrangementer med smagsprøver, fortæller Søren Olesen.

Han fortæller videre, at forretningen også har fået forhandlingen af Riedel Veloce glas. Det er et firma, der fremstiller vinglas til alle former for vine, og netop det at drikke vinen af det rigtige glas, har stor betydning for nydelsen.

– Den lidt kraftige vin skal ned bagest i munden, mens den lidt lettere men også gode vin skal ramme forrest i munden, og det sørger det rigtige glas for, fortæller Søren Olsen, der samtidig kan løfte sløret for, at man har planer om at lave en prøvesmagning, hvor det er den samme vin, der drikkes af forskellige glas, så deltagerne kan smage forskellen.

Åbningen af den ombyggede forretning markeres med en reception og gode tilbud fredag den 8. juli.

– Efter vi er kommet til Ribe og har åbnet vores forretninger, har vi ikke rigtig kunnet markere det på grund f Covid19, men nu kan vi, og nu er lejligheden der, siger Søren Olesen.