Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 17. oktober 2022
Ribe får igen en blomsterhandel fyldt med juleting på Torvet i et par måneder op til jul.
Det er Inge Kjær Pedersen, der som sidste år op til jul åbner forretningen i ejendommen Torvet 8. I år bliver forretningen åbnet i kælderlokalerne, da stueetagen, hvor Inge Kjær Pedersen sidste år havde forretningen, er lejet ud.
– Men det skal nok blive rigtig godt og hyggeligt i kælderen, lover Inger Kjær Pedersen.
Hun har for år tilbage haft permanent blomsterbutik i Saltgade, og i dag driver hun forretningen fra privatboligen på Melbroder, hvor Inger Kjær Pedersen selv fremavler og laver hovedparten af de smukke ting, hun sælger.
Forretningen på Torvet forventer Inge Kjær Pedersen at åbne den 2. november, og den vil være åben frem til den 23. december primært med ting til julen.
– Det bliver rigtig hyggelig og rigtig jul på Torvet med alle de gode ting fra naturen, siger Inge Kjær Pedersen.









































































