Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, lørdag den 11. maj 2019

Musik på Engen er navnet, og det er lige hvad det er. Hovedengen lægger græs til, vejret bør arte sig og musikken er på plads. Der er tale om en endagsfestival, og dato for arrangementet bliver lørdag d. 20. juli.

Det er Claus Pedersen og Danhostel Ribe, der står bag arrangementet, og håbet er, at både lokale og turister vil tilvælge den musikalske oplevelse med Domkirken som bagtæppe.

– Jeg har nu siddet på Danhostel i to og et halvt år og kigget ud på Hovedengen og har ligeså længe drømt om, at Ribe igen skulle være koncertsted for en Open Air sommerkoncert.

– Programmet er så småt ved at være på plads, og det er Poul Krebs, der bliver omdrejningspunktet for dagen, fortæller Claus Pedersen – af mange kendt som Claus P.

Dørene åbnes kl. 15.00, og kl. 16.00 går Poul Krebs på scenen og spiller et akustisk set med gæster, der er inviteret til dagen.

– Publikum kan bl.a. glæde sig til et gensyn med Signe Svendsen, som har gæstet byen før, samt Rikke Thomsen. Sidstnævnte er ganske ny men er allerede kendt fra DR´s karrierekanon og har netop udgivet hendes nye album “Omve’n Hjemve” og ja, det er sange på sønderjysk og helt og aldeles enestående. Efter det akustiske set er der tid til Poul Krebs med band og der bliver helt sikkert fest og fællessang på engen, fortæller Claus P.

Det er flere år siden at Hovedengen lagde græs til en koncert, og der er i kulissen arbejdet med konceptet i flere måneder.

Det er givet, at der er udgifter forbundet med et sådan arrangement, og det har da også kun været muligt at realisere festivalen, da flere lokale virksomheder har givet tilsagn om at være med til at dække et evt. underskud.

– At de lokale virksomheder har givet tilsagn er altafgørende, da jeg ellers ville stå med hele risikoen for egen regning. Der er dog plads til flere tilsagn, og jo flere jo mindre skal hver enkelt jo betale, hvis gæsterne ikke kommer. Jeg håber at både lokale og turister vil benytte sig af lejligheden til at få denne unikke koncertoplevelse med, og jeg håber meget på, at det er den første af en række fremtidige koncerter på Hovedengen i Ribe. Hvem ved om Rasmus Seebach eller Thomas Helmig en dag vil stå der? Det er da en sindssyg tiltalende tanke. Arrangementet skulle gerne være et aktiv for både byens handelsliv og restauratører, som jeg håber vil støtte op om arrangementet, siger Claus Pedersen.

Billetter koster kr. 325,00 og kan købes på billetten.dk. Børn under 12 år har gratis entré iflg. med voksne.