Tekst og foto Hasse Jørgensen. Torsdag den 18. okt.
Beboerne i Ribe og omegn samt Sydvestjysk Brandvæsens mandskab i Ribe kan glæde sig over, at brandstationen i Ribe i løbet af 2019 får det nyeste materiel indenfor brandslukning.
Det sker i og med, at stationen i Ribe bliver forsynet med en ny sprøjte, der skal erstatte den nuværende sprøjte.
Beredskabschef Jens Mølgaard fortæller, at han forventer at opbygningen af den nye sprøjte bliver sat i gang i starten af 2019.
– Og den nye sprøjte bliver forsynet med det såkaldte Cobra-udstyr, der kan skære sig i gennem stort set alle bygningsmaterialer som sten og metal.
– Kan du sætte en tidshorisont på leveringen af sprøjten?
– Det tør jeg ikke, men jeg vil tro, den kan leveres hen over sommeren, fortæller Jens Mølgaard.
Også stationerne Esbjerg, Varde og Fanø skal opgraderes. I Esbjerg kommer der således en ny drejestige, og den vil også kunne hjælpe i Ribe.
– Det er et køretøj, der skal dække hele området, lyder det fra beredskabschefen.
Den daglige leder af stationen i Ribe, viceberedskabschef Kjeld Tauman er meget glad for det nye udstyr, der kommer.
– Det er dejligt, at vi får det sidst nye udstyr indenfor brandslukning. Cobra-udstyret er meget, meget effektivt, og vi har i Ribe brugt det ved den store brand på det tidligere Klubbens Hotel i Skolegade og ved den store skorstensbrand på DTE. I de to tilfælde fik vi udstyret fra Esbjerg.
Cobra er populært sagt et strålerør, der ved hjælp af vand under meget højt tryk tilsat et skæremateriale i form af jerngranulat kan skære sig i gennem stort set alle bygningskonstruktioner.
Cobra er særdeles egnet til at skære sig i gennem til lukkede rum eller brandlommer uden at brandfolkene skal skære sig manuelt i gennem og dermed lave et større hul, der også tilfører ilt til det brændende rum. Ved at bruge Cobra nedsættes risikoen for en røggaseksplosion ganske betragteligt.
Udstyret kan arbejde med tryk helt op til 300 bar, og i den specielle pumpe er der 300 liter vand, der rækker til fem minutters brug under maksimalt tryk, før der skal etableres ekstern vandforsyning.
Når den nye sprøjte kommer til Ribe, skal den eksisterende sprøjte, der nu bruges som første udrykning, til Sønderho.










































































