Tekst Hasse Jørgensen, fotos Rene Jørgensen, copyright. Tirsdag den 21. august.
En svale gør ingen sommer, og én håndboldkamp gør ingen sæson.
Men det var en ordentlig snitter, Ribe-Esbjerg HH indkasserede i pokalturneringen mod TTH Holstebro.
36-25 lød resultatet på i TTH’s favør efter 16-11 ved pausen.
Kampen blev afviklet i Centex Arena, Ribe Fritidscenter, og starten i kampen angav retningen for resten af opgøret. Efter ni minutter var gæsterne foran med 8-1, og den chokstart kom REHH sig aldrig over. Hvor TTH var klar lige fra første dommerfløjt, virkede det som om, REHH slet ikke havde fattet, hvad det gik ud på.
Kampen set som helhed, var der ikke meget, der fungerede for REHH. Forsvaret var hullet som en si, i angrebet blev selv oplagte chancer ikke udnyttet. Der var for mange tekniske fejl, og på alle parametre var TTH overlegne.
TTH’s to målmænd, Simon Gade og den tidligere REHH-spiller Sebastian Frandsen tog rigtig godt fra i mål, og både forsvaret og angrebet gjorde et rigtig svært for hjemmeholdet. Ikke mindst kontraerne voldte i sidste del af kampen REHH problemer.
Når det er sagt, var der også opløftende momenter hos hjemmeholdet. Der er ingen tvivl om, at REHH består af en række dygtige individualister, og de skal lære at spille sammen. Spillerne kender ikke kammeraternes løbebaner, aftalerne fungerer langtfra optimalt, og der tages ind i mellem alt for løse chancer i angrebet.
Her er der noget for trænerduoen og spillerne at arbejde med. Vi så glimtvis, hvordan f.eks. Mija Zvisej scorede fire flotte mål i anden halvleg, men skal han score mål, skal han også have bolden inde på stregen. Det fik han for sjældent.
Retfærdigvis skal det også siges, at en nøglespiller som Lukas Karlsson var dybt savnet denne aften. Man manglede i den grad Lukas’ blik for spillet og evne til at dirigere.
REHH har fået 11 nye spillere, og det tager tid at spille 11 nye spillere ind på et hold. TTH har skiftet meget lidt ud, og det vil sige, at hjemmeholdet mødte et hold gæster, der i den grad er spillet sammen. Det sås tydeligt.
Som træner Lars Walther sagde inden kampen, skulle hans spillere ramme dagen, hvis de skulle vinde den kamp. Det gjorde de så ikke.
Man må håbe, de får mere stabilitet ind i spillet, inden de om en uges tid møder Mors-Thy på udebane.
Aftenens kamp i tal:
Målscorere REHH: Magnus Søndenå 4, Nicolai Pedersen 4, Miha Zvizej 4, Gunnar Stein Jonsson 4, Runar Karason 2, Mathias Jørgensen 3, Pelle Schilling 2, Hermann Vildalen 1, Kasper Kvist 1.
TTH: Peter Balling 11, Kasper Kildelund 7, Magnus Bramming 6, Lars Mousing 4, Thomas Damgård 2, Jonathan Würtz 2, Jonas Porup 2 , Viktor Ôstlund 1 og Kay Smiths 1.
Diskvalifikationer: REHH’s Jonas Tidemand for 3 x 2 min.
Udvisninger: REHH: 6. TTH 3.
Tilskuere: 739.










































































