Tekst & Foto: Johnny Tauman
27. juli 2022

Ribe-Esbjerg HH både træner og spiller kampe i Ribe Fritidscenter – så derfor starter sæsonen hvert år med et historisk vingesus under ledelse af Lars Lundgaard (guide og vært). – Jeg synes, at spillere, ledere og personalet skal kende håndboldspillets DNA med rødder i Ribe Håndbold Klub og storhedstiden med Anders Dahl Nielsen mfl., lød det fra Lars.

Han indledte rundvisningen med den barske fortælling om HOVED-engen – og der blev lyttet – inden turen via Stormflodssøjlen og Fiskergade og Apotekerhaven fortsatte til haveanlægget ved caféen Terpager & Co.

Her serverede ejer Ole Bladt-Hansen saft baseret på udtræk fra figenblade og stikkelsbær. – Hold da op, hvor er det en smagsoplevelse, lød det fra Sune Iversen, da han smagte på saften.

Og da kagen blev båret frem, stimlede spillerne sammen – for ikke at sige kastede sig over den hjemmebagte banankage, som var skåret i store stykker. Og det blev spist op – selv de mindste krummer blev nydt.
Herefter fortsatte rundvisningen til Ribe Domkirke, hvor der var mulighed for at bestige Borgertårnet – en hyggelig eftermiddag sluttede i Riplay, hvor der blev indtaget sandwiches.