Tekst: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen
24. februar 2024
For 39 måneder siden vandt Ribe-Esbjerg HH over Skjern Håndbold, så derfor skulle denne stime ændres, da de to hold stod over for hinanden i Ribe Fritidscenter. Men sådan skulle det ikke gå! Det var på alle parametre forskel på de to mandskaber, men især målvogterposten var afgørende, da Christoffer Bonde med en redningsprocent på 26,59 langt overgik Niklas Kraft, der kun blev noteret for 17,65 %.
Tabte periode med fem mål
1304 tilskuere så et Ribe-Esbjerg HH hold tabe opgøret med (26-32) efter pausestillingen på (10-16). Hjemmeholdet kom ellers godt fra start og fulgte med til (5-5) bl.a. på tre mål af 100 kamps jubilaren Simon Birkefeldt, men så skulle der skiftes ud i bagkæden og de efterfølgende 10 minutter blev tabt med fem mål (5-10). Fra det 20. minut var der aldrig tvivl om, hvilket hold der ville vinde – Skjern havde et ekstra gear, når Ribe-Esbjerg HH kom på en måldifference på tre mål – og ”hokuspokus”, så var afstanden igen seks mål.
Nicklas kom på banen
Begge hold forsøgte sig periodisk med 7-mod-6 spillet – men her blev der blot byttet mål med hurtige opgivekast. Cheftræner Anders Thomsen var ikke tilfreds med holdets spil og måtte tage to Team-Time-Outs inden pausen, mens den sidste blev taget et kvarter før slutfløjtet, uden dog at have den fornødne effekt til at ændre på resultatet. Målvogter Niklas Kraft blev bænket, og i stedet kom Nicklas Krog Løbner ind mellem stængerne.
Han modtog mange klapsalver, da han reddede et forsøg fra Benjamin Buric. Efter 7 minutter spilletid vendte Niklas Kraft tilbage i målet.
Gode atletiske bagspillere
Hos Skjern Håndbold var det en fornøjelse at se de to atletiske bagspillere Joaquim Nazaré og Noah Gaudin med hurtige fodfinter skabe plads til at score deres 14 mål.
Når det er sagt, så var det en dag, hvor Skjern kunne være besejret – men rækken af skadede spillere var for stor: Dahlin, Larholm, Björgvinsson mfl.
Målvogter til tælling
Kampens mest dramatiske sekund indfandt sig 7 minutter før tid, da den kommende Ribe-Esbjerg HH spiller Alfred Jönsson i et gennembrud ramte Niklas Kraft direkte i hovedet. Efter en kort behandling var Niklas Kraft klar igen, mens Alfred måtte to minutter på bænken.
Stillinger i løbet af kampen – ca. hvert 10. minut
(5-4), (5-10), (pause 10-16), (16-22), (20-26), (slut 26-32)
Målscorere
Ribe- Esbjerg HH: Simon Birkefeldt 6, Morten Jørgensen 5, Andreas Søgaard og William Aar hver 4, Mathias Jørgensen 3, Elvar Ásgeirsson Marcus Mørk og Axel Franzén hver 1
Skjern Håndbold: Joaquim Nazaré 8, Viktor Bergholt og Noah Gaudin hver 6
Målvogternes redningsprocenter
Ribe-Esbjerg HH – Niklas Kraft – 17,65 %
Ribe-Esbjerg HH – Nicklas Krog Løbner – 20,00 %
Skjern Håndbold – Christoffer Bonde – 36,59 % – i 1. halvleg med 50 %
Næste kamp
Allerede på tirsdag skal Ribe-Esbjerg HH i kamp igen, når holdet på udebane møder rækkens nummer 5 Mors-Thy Håndbold, der har 25 point. Ribe-Esbjerg er faldet ned på 7. pladsen efterfulgt af overraskelsen TMS Ringsted, der nu er blot to point efter. Der er fem point ned til SønderjyskE Håndbold, der befinder sig på 9. pladsen uden for slutspillet med fire kampe tilbage.