Tekst & Collage: Johnny Tauman
21. marts 2022

Med en fremragende indsats sørgede Ribe-Esbjerg HHs målmaskine, at hjemmeholdet TTH Holstebro kom til at ligne en flok statister i Gråkjær Arena. Det blev til en fortjent sejr på ikke mindre end (30-39) efter en beskeden pauseføring på (16-18).

Vandt målmandduellen

Ribe-Esbjerg HH spillede hele kampen disciplineret håndbold – og havde i målmændene Andreas Haagen og Søren Rasmussen solide ankermænd, som stod noteret for 15 redninger – og begge periodisk rundede de 50 %. Til gengælde fik hjemmeholdets målmænd ikke fat i ret meget – kun 7 redninger blev det til og redningsprocenter på 11 og 16. Trænerskiftet til Andreas Toudal fik ikke den ventede succes – og det er svært at se, hvor TTH skal få point i de resterende runder.

Nu ser det godt ud

Derimod betød de to point til Ribe-Esbjerg HH, at de nu for alvor har stemplet ind mod slutspillet. Afstanden til Lemvig-Thyborøn Håndbold er nu på 4 point. På torsdag kan der lægges endnu større afstand, når REHH besøger Nordsjælland Håndbold på udebane. Og netop mod dette hold er der revanche til gode efter et nederlag i første halvdel af turneringen.

Jævnbyrdig første halvleg

Første halvleg var meget jævnbyrdig, hvor især Andreas Haagen i sin blot 7. kamp i REHH målet viste stor styrke ved at klare flere 100 % forsøg fra efterhånden modløse Holstebro spillere. Stille og roligt kunne man fornemme, at REHH ville få overtaget i kampen, da de bragte sig foran med (8-10) og (12-14), men heroisk kom TTH tilbage og udlignede til (15-15) og (16-16) ved Magnus Bramming. Med under et sekund tilbage af halvlegen bragte Sune Iversen igen REHH i front med to mål (16-18).

Brødre sluttede af med to mål

I anden halvleg lykkedes næsten alt for Ribe-Esbjerg HH. Ikke blot scorede holdet 21 mål, men formåede også at være foran med 11, da Morten Jørgensen scorede på straffekast til (27-38) med under fire minutter til slutfløjtet. Og det blev brormand Mathias Jørgensen, der med sit 6 mål fik lov til at slutte festen (30-39).

Jonas Larholm tog dirigentstokken

Anden halvleg vil blive husket for, hvordan alle på holdet leverede fremragende indsatser i såvel forsvar som angreb – og hvor Jonas Larholm på fornemste vis både scorede og leverede assists på højeste niveau. Men også Jonatan Mollerup og Marcus Mørk viste flotte takter – og ikke at forglemme Sune Iversen og Tobias Olsen, der skabte uro ved hurtige finter og retningsskift.
Nu blev nogle nævnt, men det burde faktisk have været alle – se blot, at målene blev scoret af 10 spillere.

Stillinger i løbet af kampen (ca. hvert 10. minut)
(5-55), (10-11), (pause 16-18), (22-26), (26-32), (slut 30-39)

Målscorere:

TTH Holstebro: Allan Damgaard 7

Ribe-Esbjerg HH: Jonas Larholm 8. Jonatan Mollerup 7, Mathias Jørgensen 6, Sune Iversen 5, Miha Zvizej 4, Marcus Mørk 3, Tobias Olsen og Christoffer Langerhuus hver 2, William Aar og Morten Jørgensen hver 1.