Tekst & Foto: Johnny Tauman
24. november 2024
Efter en kamp uden indflydelse på holdets præstationer og coaching under Team-Time-Outs vendte cheftræner Jesper Holm tilbage på bænken i den svære udekamp mod TTH Holstebro.
Det var første gang, at Jesper i kamp skulle få det optimale ud af Karl Wallinius, der i sin første kamp (mod SAH Skanderborg) i den blå spilledragt scorede 6 mål på 12 forsøg.
Kampen mod TTH Holstebro sluttede med en nedsabling på ni mål – så der er noget at få snakket godt igennem, inden den næste kamp, som allerede er på torsdag.
Forfærdelig 1. halvleg
Ribe-Esbjerg HH spillede igen en håndboldkamp, hvor målvogterne kunne hente den ene bold efter den anden ud af netmaskerne. Der skulle gå omkring 21 minutter, inden den første af to redninger i første halvleg blev en realitet.
På et tidspunkt var TTH Holstebro foran med (10-3) – spilletiden viste da 15:18.
Ved stillingen (14-7) fik hjemmeholdet to udvisninger i den samme periode – alligevel formåede REHH at begå en angriberfejl. Med scoringer af Karl Wallinius kunne holdet ellers være kommet bagud med blot tre mål, men så trak TTH, Holstebro fra ind til pausen, hvor forskellen igen var 7 mål (10-3).

Vi glæder os til, at Simon Birkefeldt kan bringe os sejre – de små fotos er taget af Kim Falkesgaard Arnsbæk, der var i Gråkjær Arena
Anden halvleg
I begyndelsen af anden halvleg fik Ribe-Esbjerg HH scoret en række mål, så målforskellen blot var på fem mål (22-17), men på et straffekast var forskellen igen tilbage på seks mål (23-17). Tempoet blev øget hos hjemmeholdet, der kom foran med (28-20).
Plusserne hos Ribe-Esbjerg HH var kontraspillet med gode mål af Andreas Søgaard, men også Morten Jørgensen var træfsikker efter ”hurtig midte”.
Med godt 14 minutter tilbage fik Karl Wallinius en udvisning for en grov tackling – og på det efterfølgende straffekast var måldifferencen oppe på hele ni mål (31-22).
Spændingen ebbede ud af kampen – og der blev byttet mål på stribe.
Mere er der ikke at sige!
Stillinger i løbet af kampen – ca. hvert 10. minut
(8-2), (14-7), (pause 19-12), (26-19), (33-24), (SLUT 39-30)
Målscorere
TTH Holstebro: William Aar og Frederik Bjerre hver 8, Thomas Damgaard 6
Ribe-Esbjerg HH: Karl Wallinius 7, Andreas Søgaard og Morten Jørgensen hver 6, Mathias Jørgensen 4, Alfred Jönsson 3, Nicolaj Spanggaard og Andre Sindre Aho hver 2
Næste kamp
På torsdag kommer franske Noah Gaudin (venstre back) og Skjern Håndbold på besøg i Blue Water DOKKEN kl. 18:30.
I udekampen mod SønderjyskE Herrehåndbold scorede Noah 14 mål på blot 18 forsøg, og han var dermed krumtappen i en fem-måls sejr i Skansen, hvilket blev belønnet med en plads på Rundens Hold
I DOKKEN skal defensiven være plads – og mon ikke man kan holde Skjern Håndbold nede på 26 til 27 scoringer – og dermed snuppe to vigtige point.