Tekst & Foto: Johnny Tauman
3. februar 2023
Så ruller håndbolden igen i Håndboldligaen efter et forrygende VM.
Fredag aften mødte 1759 tilskuere – sæsonrekord til en herrekamp i Blue Water DOKKEN –frem til en på papiret spændende kamp mellem hjemmeholdet Ribe-Esbjerg HH og Skjern Håndbold.
Flot comeback ikke nok
Det blev ikke den positive håndboldoplevelse for REHHs tilskuere, som ellers var inden for rækkevidde, da holdet kom på (18-18) efter godt 39 minutters spil – og igen fik udlignet til (19-19) ved Simon Birkefeldt. Herfra satte Skjern Håndbold sig nemlig på resten af kampen, som de vandt med (25-30).
Når det er sagt, så tabte REHH dampen på egne fejl de sidste fem minutter – og især et skud langt forbi det ”tomme mål” gjorde ondt.
Skjern havde styr på kampen
Skjern Håndbold lagde sig i front fra kampens start, hvilket udløste i Team-Time-Out fra cheftræner Anders Thomsen allerede efter 6½ minuts spil – bagud med tre mål (3-6). Skjern holdt løbende en afstand på 3-4 mål, men så fik hjemmeholdet en gylden periode, hvor holdet gik fra (8-12) til (11-12) på mål af Jesper Munk, Mathias Jørgensen og Morten Jørgensen. Men igen trak Skjern Håndbold fra og kunne gå til pausen foran med (11-15).
Stillinger i løbet af kampen – ca hvert 10. minut
(5-7), (10-12), (pause 11-15), (18-18), (21-24) og (slut 25-30)
Topscorere
Ribe-Esbjerg HH: Jonas Larholm, Simon Birkefelt og Mathias Jørgensen hver 6 mål
Skjern Håndbold: Emil Grønbech Bergholt og Eivind Tangen hver 6 mål
Næste kamp
Næste kamp er ude mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.