Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, onsdag den 30.juli 2025

Håndboldsæsonen står for døren, og snart venter den første turneringskamp. For Ribe-Esbjerg HH’s vedkommende bliver det mod Sønderjyske på hjemmebane den lørdag den 30. august.

Men inden turneringsstart venter nogle spændende træningskampe. Der lægges ud på fredag den 1. august mod GOG i Højby-Hallerne, og derefter ser programmet således ud: fredag d. 8. august kl. 15:00 mod Nordsjælland i Vojens-Hallerne, tirsdag d. 12. august kl. 18:00 mod Mors-Thy i Alpi-Hallerne (Herning), torsdag d. 14. august kl. 18:00 mod svenske Sävehof, og det bliver den første hjemmekamp i opstarten.

Efter kampen præsenterer klubben sæsonens spillertrup, og alle fremmødte inviteres på en gratis pølse og en øl eller vand.

Torsdag d. 21. august kl. 17:30 slutter træningskampene mod Fredericia i Middelfart Sparekasse Arena.

Herreligaen har – som det vil være de fleste bekendt – i år skiftet navn til Bambuni Ligaen.

For de, der måtte undre sig over navnet, er Bambuni en dansk virksomhed, der blev grundlagt i 2014 som et skoleprojekt i København. Siden 2017 har virksomheden haft base i Esbjerg og har udviklet sig fra at sælge bambusstrømper til at tilbyde et bredt sortiment af bambustøj, undertøj, strømper, dyner, sengetøj og meget mere. Med fokus på slow fashion skaber Bambuni tidløse basisprodukter af højeste bambuskvalitet designet til at holde i mange år.