Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. november 2024

– To point, og det var så det. Nu har vi fået elleve i de sidste seks kampe, lød den korte besked fra to Skjern-tilskuere, som ventede på en af de to busser. Men i aften kunne det sagtens være gået helt anderledes – det var i hvert fald en af de kampe, hvor Ribe-Esbjerg HH med bare lidt koldblodighed kunne have sat to point ind på den slunkne tabel. Nu blev det et nederlag til Skjern Håndbold i Blue Water DOKKEN på (29-32) efter en pause stilling på (15-17).

Stærk start på kampen

1623 tilskuere – heraf en stor delegation fra Skjern – oplevede en forrygende start med optimisme og spilleglæde fra første dommerfløjt. Måltavlen viste både cifrene (4-1) og (6-2), men så fik Elvar Asgeirsson en dum udvisning, hvilket gav Skjern mulighed for at gå udlignet til (6-6). Fra stillingen (8-8) trak Skjern Håndbold fra – det skyldtes ikke mindst mangel på redninger af REHHs målvogtere, som ikke havde en redning mellem det fjerde minut og det toogtyvende minut.
Midt i halvlegen blev Axel Franzén skadet og måtte forlade hallen til behandling. Han kom ikke senere på banen. Den største føring på tre mål havde Skjern ved stillingen (14-17).

Skjern trak det længste strå

Ribe-Esbjerg HH spillerne fik straks i anden halvleg udlignet til (17-17). Uheldigvis måtte Ágúst Björgvinsson forlade kampen efter at være flere ramt i hovedet på et skud fra fløjen.
Ribe-Esbjerg HH holdt kadencen og udligningen til (21-21) var et flot underhåndsskud af Nicolaj Spanggaard.
Der var god stemning i hallen, da Mathias Jørgensen bragte sit hold foran (22-21), men herefter var det slut. En storspillende Joaquim Nazaré scorede en række mål. Det var i en periode med en lang række uforståelige dommerkendelser, som begge hold var frustrerede over.
Det blev rigtig spændende, da Skjern fik Noah Gaudin udvist og måltavlen viste (28-29). Hjemmeholdet kom i boldbesiddelse efter en Niklas Kraft redning. Hjemmeholdet prøvede 7-mod-6 spillet – tabte bolden, og Skjern fik et billigt mål (28-30).
Mathias Jørgensen blev herpå både helt og skurk. Først scorede han til (29-30), men misbrugte derefter en 100 % chance. Da Andreas Søgaard efterfølgende blev udvist med blot to minutter tilbage, var vejen vist. Og netop Andreas Søgaard leverede en dårlig kamp – uden scoringer af den ellers så sikre stregspiller!

Stillinger i løbet af kampen – ca. hvert 10. minut

(6-3), (11-13), (pause 15-17), (22-22), (26-28), (SLUT 29-32)

Målscorere

Ribe-Esbjerg HH: Alfred Jönsson 8, Mathias Jørgensen og Nicolaj Spanggaard hver 6, Karl Wallinius 4, Morten Jørgensen 3, Elvar Asgeirsson og Jonathan Würtz hver 1.
Skjern Håndbold: Joaquim Nazaré 10, Noah Gaudin og Lasse Mikkelsen hver 5

Næste kamp

Lørdag d. 7. december kommer Aalborg Håndbold forbi i Blue Water DOKKEN. Kampen begynder kl. 14:00