Tekst & Foto: Johnny Tauman
14. september 2023
Fredag aften mødes to hold, som begge har noget at revanchere sig for – nemlig to store nederlag i 3 spillerunde. Ribe-Esbjerg HH tabte på udebane mod Aalborg Håndbold med 9 mål (36-27) i en kamp, hvor målmændene savnede de redninger, som kan vinde en kamp. Desuden manglede holdet sin store dynamo og strateg – Simon Birkefeldt.
Værre gik det faktisk for fredagens modstander i Blue Water DOKKEN kl. 18:00 – Skanderborg AGF. Holdet blev på hjemmebane pillet fra hinanden af Mors-Thy Håndbold, som med en målfarlig playmaker – Frederik Tilsted 14 mål på 18 forsøg – vandt med ti mål (26-36).
Det bliver spændende at se, hvilket af holdene, der kan bevise sig selv og publikum, at nederlaget var en enlig svale – og at to point på kontoen vil genetablere forbindelsen til toppen af rækken.
RYK IND RIBE tror på en lige kamp, som godt kan ende uafgjort (27-27).