Tekst & Foto: Johnny Tauman
30. april 2025
Ribe-Esbjerg HH er nu på 3. pladsen i kvalifikationsspillet. Sejren blev på 25-29 ude mod Nordsjælland Håndbold.
Suveræn start på kampen
Ribe-Esbjerg HH var tændt fra starten af udekampen mod Nordsjælland Håndbold – og bragte sig hurtigt foran med tre mål (0-3). Hjemmeholdet fik gang i målscoringen, men nåede aldrig op, inden næste fase gav en firemålsføring anført af skarpskytterne Elvar Asgeirsson og Alfred Jönsson.
Efter godt en snes minutter førte Ribe-Esbjerg HH med seks mål (7-13) – og havde dermed sikker kurs mod to vigtige point.
Det koncentrerede spil fortsatte – og dermed kunne cheftræner Marc Uhd med ro gå til pausen foran med ikke mindre end 11-18 – og det til trods for, at Niklas Kraft blot havde haft to redninger. Mathias Jørgensen havde derimod vist enorm styrke – og stod noteret for en scoringsprocent på over 85 – seks mål på syv forsøg!
Kørte sejren hjem
I begyndelsen af anden halvleg byttede holdene bare mål – og Ribe-Esbjerg HH føringen lå og vippede mellem seks og syv mål. Men lige pludselig blev der lidt spænding på kampen, da hjemmeholdet på et straffekast reducerede til (23-26) med seks minutter tilbage. Men nærmere kom Nordsjælland Håndbold ikke – og Ribe-Esbjerg HH kunne dermed sikre sig to værdifulde point.
Grindsted GIF spillede uafgjort
I onsdagens anden kamp spillede Grindsted GIF hjemme uafgjort 30-30 med SønderjyskE efter en jævnbyrdig kamp. Ribe-Esbjerg HH står godt med fem point, mens Grindsted GIF er i den situation, at holdet faktisk kan komme i sikkerhed med måske uafgjort eller en sejr i Ribe Fritidscenter, såfremt TMS Ringsted taber deres sidste kamp i Skansen mod SønderjyskE. Det bliver en varm lørdag eftermiddag!
Stillinger i løbet af kampen – ca. hvert 10. minut
5-6, 7-13, PAUSE 11-18, 17-22, 21-25, SLUT 25-29
Målscorere
Nordsjælland Håndbold: Nikolaj Larsson 8
Ribe-Esbjerg HH: Mathias Jørgensen 8, Elvar Asgeirsson, Nicolaj Spanggaard og Alfred Jönsson hver 5, Andreas Søgaard 4, Jonathan Würtz og Karl Wallinius hver 1