Tekst & Foto: Johnny Tauman
21. april 2024

Med en storspillende William Aar – han sendte bolden ind bag målvogterne 11 gange på 13 forsøg vandt Ribe-Esbjerg HH for anden gang i slutspillet, da Bjerringbro-Silkeborg Håndbold foran 1585 tilskuere blev besejret med (37-33) efter pausestillingen (19-16). Men også Emil Grønbech, Andreas Søgaard og Morten Jørgensen skal fremhæves, da de hver scorede fem mål.

Mange tilskuere til kampen, der også blev vist på TV2 Sport

I kontrol fra (6-6)

Hjemmeholdet leverede en fornem og kontrolleret start på kampen, hvor BSH fulgte med til (1-1), (2-2), (3-3) og (4-4) uden på noget tidspunkt at komme i front.
Fra den uafgjorte stilling (6-6) strammede hjemmeholdet grebet om kampen og kom hurtigt foran med 3 mål, da Andreas Søgaard scorede til både (10-7) og (11-8). Elvar Ásgeirsson scorede til (13-9) og herefter var forskellen flere gange på fem mål (14-9) og 15-10).

Kortvarig spænding

Publikum havde det herligt, men et par fejlafleveringer og en udvisning senere havde Morten Olsen, Ludvig Hallbäck og Thomas Solstad igen skabt spænding i kampen (15-14). Hjemmeholdet ville det anderledes og et par flotte træffere af Morten Jørgensen og William Aar betød, at halvlegsføringen blev på tre mål (19-16). I første halvleg stod Niklas Kraft med en redningsprocent på 41,7 – og var klart bedre end udeholdets målvogtere.

Kontrollen fortsatte efter pausen

I begyndelsen af 2. halvleg var der intet, der tydede på, at Bjerringbro Håndbold ville komme tilbage i matchen. Endnu en flot redning af Niklas Kraft i REHH målet og en scoring af Emil Grønbech betød, at fire mål føringen var reetableret (24-20). En udvisning til først René Toft Simonsen og senere Andreas Søgaard fik ikke den store betydning – se blot stillingerne (26-23), (28-25).

Både René og Andreas måtte til afkøling i 2 minutter

BSH udlignede og kom foran

Udeholdet kom imidlertid tilbage – og hele deres bænk jublede, da Ludvig Hallbäck udlignede til (29-29) med ni minutter tilbage af kampen. BSH kom endog i front for første gang i kampen, da samme Ludvig scorede til (29-30). Ville Ribe-Esbjerg HH være knækket? NEJ!

Tændingen var høj, når der blev tacklet igennem

Vigtig straffekastscoring

Holdet rykkede sammen og genfandt melodien og tog hurtigt føringen på (32-20). Da Rasmus Lauge begik straffekast mod Andreas Søgaard – og Mathias Jørgensen scorede til (35-32) var kampen afgjort. Udeholdets forsøg med 7-mod-6 spillet havde spillet fallit – og Ágúst Björgvinsson kunne endda komme på scoringstavlen med sit mål til (36-32).

Stillinger i løbet af kampen – ca. hvert 10. minut

(6-5), (12-9), (pause 19-16), (24-20), (29-28) (slut 37-33)

Målscorere

Ribe-Esbjerg HH: William Aar 11, Emil Grønbech, Andreas Søgaard og Morten Jørgensen hver 5, Elvar Ásgeirsson og Mathias Jørgensen hver 4, Marcus Mørk 2 og Ágúst Björgvinsson 1
Bjerringbro-Silkeborg H: Ludvig Hallbäck 8, Nikolaj Øris og Alexander Lynggaard hver 5, Morten Olsen og Thomas Solstad hver 4, Rasmus Lauge og Patrick Boldsen hver 3, Mads Lenbroch 1

Målvogternes redningsprocenter

Ribe-Esbjerg HH – Niklas Kraft – 28,13 %
Ribe-Esbjerg HH – Ágúst Björgvinsson – 28,57 %

Bjerringbro-Silkeborg H – Johan Sjöstrand – 14,29 %
Bjerringbro-Silkeborg H – Mikkel Løvkvist – 19,44 %

Næste kamp

På søndag møder Ribe-Esbjerg HH på udebane Aalborg Håndbold. Holdet skal revanchere det store nederlag i Blue Water DOKKEN i første runde af slutspillet på (26-38). En sejr ligger inden for rækkevidde, hvis Aalborg Håndbold vælger at give plads til reservespillerne, da de vil sikre, at de bærende topspillere er klar til de afgørende kampe om DM og CL.