Tekst & Foto: Fjordor Petersen, netavisen Esbjerg LIV
7. december 2024
Det var i tre fjerdedele af kampen ikke til at se, at der var 18 point og 11 placeringer imellem de to hold, der lørdag eftermiddag var på banen i Blue Water Dokken.
Hæsblæsende start
Kampen i Herreligaens 14. spillerunde imellem Ribe-Esbjerg og Aalborg Håndbold blev en hæsblæsende en af slagsen, hvor man skulle holde tungen lige i munden for at følge med.
Efter seks minutter var stillingen 6-4. 1,36 mål blev der scoret i minuttet i gennemsnit i første halvleg.
Flere af hjemmeholdets profiler steppede op i dagens kamp – ikke mindst målmand Agúst Bjørgvinsson, som diskede op med flere vigtige redninger. Og der er jo som bekendt en verden til forskel på 6-5 og 7-4.
Også i angrebsspillet viste REHH skarphed, og da de kunne score til 8-4, havde de endnu ikke misset et skudforsøg. Især de to svenskere Alfred Jönsson (ni mål og kampens spiller), Karl Wallinius (syv mål) var ferm til at udnytte deres chancer.
Straffekast blev skæbnesvangre
Ved stillingen 9-5 brændte Aalborgs ellers så træfsikre svensker Jack Thurin straffe – med en afslutning, der kom til at se aldeles umotiveret ud. Måske var aalborgenserne vitterligt meget trætte i stængerne efter den hårde kamp og tur til Ungarn i forgårs.
Buster Juul overtog ansvaret for Aalborgs straffekast i resten af kampen – med en udnyttelsesprocent på 100. Seks ud af seks blev det til, imens Ribe-Esbjerg scorede på alle sine tre. Tæller vi straffekastene fra, ville Ribe-Esbjerg have vundet kampen med et enkelt overskydende mål – men de er nu engang en del af spillet.
Om det var den overraskende føring, der gjorde Alfred Jönsson en smule overmodig i en afslutningssituation, der endte i en brændt chance, er svært at sige, men profilen kunne kort efter udbygge til 10-6 med en afslutning, hvor han bedre bevarede kynismen.
Kæmpe blunder
Selvom håndbold i manges øjne ikke er verdens smukkeste spil, indeholder det til tider alligevel elementer, der kan få publikum op ad stolene. Således udførte hjemmeholdet en flot angrebsdetalje med et smart vip ind til Andreas Søgaard, der desværre ramte overliggeren.
Men Ribe-Esbjerg-spillerne kunne gå på vandet i det meste af første halvleg. Alligevel sad man lidt med fornemmelsen af, at træerne ikke voksede ind i himlen. Det er nu engang storholds lod, at de trods en dårlig start, ofte alligevel formår at køre den hjem i sidste ende. Det har man fx set Team Esbjerg gøre utallige gange på samme bane i de seneste sæsoner.
Lige som det gik allerbedst godt midtvejs i første halvleg, tog den nye profil Karl Wallinius sig en kæmpe-blunder og smed bolden uprovokeret hen til Aalborgs Thomas Arnoldsen, der kunne reducere til 15-14 for sit hold. Nu fløj boldene pludseligt ind bag Agúst Björgvinsson til tydelig frustration for målmanden, der dog efterfølgende nappede et par kvalificerede Aalborg-forsøg.
Anden halvleg begyndte knapt så tempofyldt
Det ville da også være ret svært at leve op til de første 30 minutter. Spillet, bolden, chancerne og målene fortsatte dog med at blive fordelt nogenlunde ligeligt af de to hold, der tilsyneladende spillede i helt samme takt.
Men rovdyret fra Aalborg åd sig lige så stille ind på det mere og mere fromme lam fra Sydvestjylland.
Udlignede til 23-23 – og foran
Efter seks minutter kunne gæsterne udligne for første gang siden kampens fjerde spilleminut, og sørme om de ikke kort efter for første gang kunne bringe sig foran i kampen – på et straffekast ved Buster Juul: 23-24.
Ribe-Esbjerg kom dog igen foran (28-27) ved Alfred Jönsson, men atter kunne Buster Juul score på straffekast til 28-28. Nu var vi midtvejs i anden halvleg. Og så var det ved at være slut med at have det sjovt som hjemmebanefan.
Aalborgenserne kom da også foran med to mål. Endnu engang formåede udeholdet at udnytte et straffekast, som de fik alt for mange af. Hele syv i alt i kampen.
Hjemmeholdet i knæ
Ribe-Esbjerg formåede desværre ikke at udnytte en udvisning til Thomas Arnoldsen, men ramte stolpen, og så var det i stedet Aalborg, der kunne udbygge til en føring på 29-32 efter 22 minutter af anden halvleg.
Nu var det pludseligt hjemmeholdet, der var i knæ. Og hurtigt blev ondt værre, da Aalborg – fortsat i undertal – kunne øge endnu engang, og nu førte med fire.
Det fik samtidigt vækket de mange, cirka 100, medrejsende tilskuere i rød-hvide trøjer, imens de blå vikinger bag det ene mål så småt kunne se skriften på væggen.
Lyset slukket
Ved 35-37 ved Alfred Jönsson kunne der måske endnu være noget at hente med to minutter tilbage af kampen, men nej, hurtigt kunne Henrik Møllgaard & Co. slukke lyset og sætte endnu to point på kontoen i toppen af tabellen, imens det stadigvæk ser lidt håbløst ud for Ribe-Esbjerg.
Skulle man bruge en kliché, kunne man sige, at Ribe-Esbjerg havde mesterholdet nede i sækken – men de glemte at snøre den.
Skal man drage en positiv konklusion må det være, at hjemmeholdet i lange, lange perioder kunne holde niveau med de stærke gæster som til tider bragte mindelser om de flotte præstationer i sidste sæson, som ellers har syntes så længe, længe siden.
Ribe-Esbjerg HH – Aalborg Håndbold 37-39 (22-19)
Stillinger i løbet af kampen: 9-6, 11-7, 13-10, 16-15, 21-18, 22-19 (pause), 26-26, 29-31, 30-34, 34-36, 37-39 (slut).
Målscorere, Ribe Esbjerg HH: Alfred Jönsson 9 (kampens spiller), Karl Wallinius 7, Nicolaj Spanggaard 6, Mathias Jørgensen 5, Elvar Asgeirsson 3, Andreas Søgaard 3, Morten Jørgensen 3, Jonathan Würtz 1.
Topscorer, Aalborg Håndbold: Lukas Nilsson 6, Buster Juul 6, Patrick Wiesmach 6, Sebastian Barthold 6.
Redningsprocenter, Ribe-Esbjerg HH: Niklas Kraft, 9,09% (1/11), Agúst Björgvinsson, 25,64% (10/39).
2-minutters udvisninger: Begge hold: 4
Tilskuere: 1.129 i Blue Water Dokken – husk hjemmekampen i Ribe Fritidscenter på lørdag.