Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, mandag den 15. juli 2024
Ribe-Esbjerg HH har midt i sommertiden fået en kærkommen donation på ikke mindre end en halv million kroner.
Det er Johan Hofmann Fonden i Esbjerg, der har givet de mange, rare penge.
Ud over Ribe-Esbjerg HH har også Team Esbjerg, EfB og Esbjerg Energy fået tilsvarende beløb, så samlet har Johan Hofmann Fonden uddelt to millioner kroner til de fire klubber i kommunen.
Pengene blev overrakt af fondens direktør, Erik Haldan, ved en sammenkomst i Musikhuset i Esbjerg, og fra alle klubber er der stor taknemmelighed for den flotte gave.
Begrundelsen for at give de to millioner kroner til de fire klubber er de gode resultater, klubberne har opnået både internationalt og nationalt samt ikke mindst det omfattende arbejde, der ligger bag præstationerne.
For Ribe-Esbjerg HH modtog Morten Jørgensen og formanden, Holger Refslund, de mange gode penge. Hvad de skal bruges til, er endnu ikke afgjort.