Tekst & Foto: Johnny Tauman Foto i Ringsted: Kim Falkesgaard Arnsbæk
5. oktober 2024
Savner et sikkert system
Vi har nu efterhånden set det i flere kampe. Ribe-Esbjerg HH tager en Team-Time-Out, men når spillet sættes i gang ”løber det hele ud i sandet” uden scoring.
Lad os nu lige tage det unødvendige pointtab imod TMS Ringsted, hvor uafgjort var inden for rækkevidde. Cheftræner Jesper Holm har mulighed for at sætte sit hold op til et system med 7 sekunder tilbage – bagud med (30-29), Men hvad sker der: Alfred Jönsson sender bolden forbi mål!
Og så det andet eksempel: 14 sekunder før pausen har REHH en Team-Time-Out. Her bliver Jonathan Würtzs forsøg samtidig med slutfløjtet blokeret af forsvaret! Og i stedet for at være foran med to mål, er stillingen ”kun” (16-17).
Niklas Kraft stod fremagende i målet
Ribe-Esbjerg HH stillede op uden Ágúst Björgvinsson i udekampen, men når man ser på målvogterdysten, så var Niklas Kraft overlegen. Han havde 19 redninger på 47 forsøg – herunder tog han også et straffekast på et vigtigt tidspunkt. Det gav en redningsprocent på over 40. Som anden målvogter havde REHH Mads Brandt Iversen på bænken. Han fik sin debut ved to straffekast i 2. halvleg (36:51) og (47:29) uden at kunne forhindre scoringer.
Lukkede Ringsted ind
Ribe-Esbjerg HH har vanskeligt ved at lukke kampene – også denne gang mod et hjemmehold i Ringsted, som på intet tidspunkt gav op. I begyndelsen af 2. halvleg kom REHH foran med 3 mål i en periode, hvor Niklas Kraft nåede op på en redningsprocent på 48,48. Et par afbrændere og et straffekast åbnede døren på klem for TMS Ringsted, som kvitterede med at udligne til (26-26) med blot 6 minutter tilbage.
Sejren inden for rækkevidde
Hjemmeholdet gik i front med (28-27), men heldigvis har Ribe-Esbjerg HH også spillere, som giver sig fuldt ud – Andre Sindre Aho og Morten Jørgensen. Med 2½ minut til slutfløjtet havde REHH sejren inden for rækkevidde, men igen kæmpede TMS sig tilbage ved (29-29) – og scorede sejrsmålet til (30-29).
Stillinger i løbet af kampen – ca. hvert 10. minut
(4-4), (11-11), (pause 16-17), (18-21), (24-25), (slut 30-29)
Målscorere
TMS Ringsted: Tobias Nielsen 10, Benjamin Hallgren 5
Ribe-Esbjerg HH: Andre Sindre Aho 6, Alfred Jönsson 5, Mathias Jørgensen og Morten Jørgensen hver 4, Andreas Søgaard 3, Elvar Asgeirsson 2, Jonathan Würtz, Nicolaj Spanggaard, Marcus Mørk, Axel Franzén og Christian Termansen hver 1
Næste kamp
14. oktober kommer Fredericia Håndbold på besøg i Blue Water DOKKEN. Det er på papiret en overkommelig opgave, idet Fredericia Håndbold virker slidt – allerede så tidligt i sæsonen – grundet deltagelse i de internationale kampe – og i den forbindelse en ny hjemmebane i Odense.